Oprørsbreve

Det kan være nyttigt at skelne mellem forskellige følelser. Dette kan hjælpe os med at finde ud af, hvad vi rent faktisk føler, hvilket måske kan hjælpe os med at regulere vores følelser.

Klimafrygt

Frygt er primært en følelse, der relaterer sig til begivenheder i nuet og i fremtiden. Frygt er ofte en ”rationel” følelse – at føle frygt, når man jagtes af en vild hund, er sundt og rationelt. (Frygt er en del af vores evolutionære arv – amygdala i hjernen). At se nyheder i tv om skovbrande i Australien og føle frygt er også rationelt, og at læse om verdens tilstand om 10 eller 20 år og føle frygt er også i denne forstand rationelt. (Sidespor: Det kan også være irrationelt at føle frygt – politikere spiller ofte på vores frygt for at skaffe flere penge til terrorbekæmpelse og få opbakning til flere love mod flygtninge). Du er ikke syg, hvis du føler klimafrygt – tværtimod. Det er en sund følelse. Den giver dig mulighed for at reagere og reagere nu. Mennesker, der ikke føler klimafrygt, ved enten ikke, hvad der foregår (og hvad der vil komme til at ske), eller er blot meget gode til at undertrykke deres følelser.

Klimafrygt sætter din krop og bevidsthed i en form for alarmberedskab, hvilket både er godt (i forhold til at handle på klimaets vegne) og skidt (den er der altid … udfordringen er på en eller anden måde at kunne kontrollere denne følelse og ikke ligge vågen hver nat).

Ekstra: Man kan spille på folks frygt, når man forsøger at rekruttere dem til klimabevægelsen … Det store problem er frygt for forandringer, menneskers frygt for forandring og regeringer, institutioner og virksomheders angst for forandring. (Det er politisk set en meget udfordrende opgave at overbevise mennesker om, at alt og alle skal forandre sig).

Klimaangst

Du overvældes af følelser af afmagt. Risiko for mentalt sammenbrud. Din verden bryder sammen. Du kan blive syg og ude at stand til at tage del i det daglige liv (uddannelse, arbejde, forhold, venner) – Greta Thunberg som eksempel, før hun blev aktivist. Vær klar over: Det, som folk kalder klimaangst – og som du måske selv kalder klimaangst – er i stedet snarere klimafrygt eller klimasorg. Du bør overveje at række ud efter hjælp, hvis du føler klimaangst, og du bør overveje, hvordan du kan beskytte dig selv (hvordan du kan være en del af klimabevægelsen – hvad du skal gøre, og hvad du ikke skal gøre). Hvordan undgår man at falde i angstens afgrund …

Ekstra: Problemet er, at medierne kun taler om klimaangst: ”Unge mennesker føler klimaangst” etc., altså underforstået, at unge mennesker måske bekymrer sig for meget om fremtiden.

Klimasorg

Når en elsket person dør, føler man sorg. Sorg er primært en følelse, der er relateret til begivenheder i fortiden (en person er død) – man kan måske også føle sorg over et afbrudt venskab. Sorg er en naturlig og sund følelse. Man kan føle sorg over koalaen (der er funktionelt uddød) og den igangværende sjette masseuddøen. Arter, der har eksisteret i hundredvis af millioner af år, er i fare for at uddø. Til daglig kan denne sorg imidlertid måske føles lidt distanceret. Eksempler fra andre dele af verden: Når mennesker oplever, at deres verden forsvinder (is, der smelter, land, der tørrer ud, skove, der forsvinder, og vandet, der stiger), er det meget naturligt at føle sorg: Ens verden forsvinder rent faktisk. Mere relevant i dagligdagen: Sorg over verdens tilstand generelt og over ens medmenneskers adfærd. (Jeg har ikke noget bedre ord for dette end ”sorg”). Overforbrug, hensynsløs omgang med jordens ressourcer. Når man føler klimasorg, er der ting, man ikke længere kan glæde sig over.

Fordelen ved klimasorg kan være, at man som individ har mulighed for at være tro over for sig selv og sige nej (og ikke være slave af den kapitalistiske økonomi). Sorg kan føre til omsorg. Sorg over klimaet er prisen for kærligheden til verden og livet. Ulempen: Der er noget i dig, der er gået i stykker og ikke kan repareres. Det er næsten en konstant følelse, en permanent tilstand.

Denne sorg kan føre til fremmedgørelse. Du føler dig måske som en fremmed i din egen by. Du ser dine omgivelser i et andet lys. Hvor kan du finde et sted, hvor du føler dig hjemme?

Håb

Håb er en følelse rettet mod fremtidige begivenheder. Man kan sige, at håb er det modsatte af frygt. Det er dejligt at føle håb, men håb kan føre til passivitet – man tænker måske, at regeringen nok skal tage sig af tingene, at der er en udfordring med klimakrisen, men at vi stadig kan løse problemet inden for rammerne af en business-as-usual-tilgang (og opfinde ny teknologi). Hele COP-processen år efter år … Det håb er håbløst. Mange mennesker, der føler håb, er håbløse (mener jeg i det mindste) – de lever selv på en ubæredygtig måde, så hvorfor så håbefulde? Når håbet dør, begynder man at handle. (When hope dies, action begins). Eller rettere: Når det naive håb dør, begynder man at handle. Man er nødt til at have et lille glimt af håb for at have kræfter til at fortsætte kampen.

At trives og blomstre som menneske ved at leve bæredygtigt (mad, bolig, forbrug, arbejde og økonomi – at leve i periferien af en kapitalistisk økonomi) og gribe til handling (Fridays for Future, Extinction Rebellion, politiske partier) og give sig selv lov til at nyde livet (dans, humor, kultur, regenerative aktiviteter).

Mening fører til trivsel. At lave aktioner med andre mennesker giver mening. At bryde loven i et uretfærdigt system kan føles som befriende. At være aktivist i en bevægelse (ved at tale med andre eller gå på gaden med dem) er meningsfuldt.

Det giver nuancer til vores sprog at tale om forskellige følelser. Hvis man lærer at skelne mellem disse følelser, bliver man måske også i stand til at reflektere over dem … og handle.

Hvad tænker du, og hvad føler du?

I forbindelse med COP15 blev der afholdt de største civilt ulydige klimaaktioner i Danmarks historie. Vi vil prøve at opsummere alt hvad man bør vide om protesterne til sit arbejde som klimaaktivist nu. Selve den politiske process på COP15 fejlede totalt (set som borger – for mange statsoverhovederne blev det nok set som en success), men heller ingen af aktionerne lykkedes med de mål de selv havde sat for deres aktion.

I første linje var det pga. politiet at aktionerne mislykkedes, men det er ikke den del vi vil se på her, selvom der er rigelig plads til kritik. Istedet vil vi forsøge at lære af hvilke af de egne fejltrin man ikke skal gentage, men samtidigt også se på hvad der gjorde, at det lykkedes at samles så mange til aktionerne.

For at finde ud af alt det har vi talt og skrevet med en gruppe på fire personer, der var med før under og efter COP15. De har kigget teksten igennem efterfølgende og godkendt den, men det vi skriver her er dog helt vores egne ord og fortolkning.

Hype op til klimatopmøde nr. 15

COP15 blev afholdt i december 2009 (vi er på COP26 nu). Den politiske situation var anderledes på mange områder dengang, så for at præsentere historien om COP15 ordentligt vil vi lige give en introduktion til perioden umiddelbart før. Op til COP15 var der groft sagt to tilgange fra civilsamfundet til hvordan man prøvede at påvirke udfaldet. Der var dem der tog til Klimaforum09, som typisk var ngo'erne og så var der Climate Justice Action (CJA) som var en paraplyorganisation der samlede den civilt ulydige del af bevægelsen. Klimaforum09 accepterede de regler som kommunen, den danske stat og FN satte for civilsamfundets engagement i mødet.

I CJA accepterede man ikke alle regler som kommunen, staten og FN satte for ens demokratiske deltagelse. Eller rettere, man accepterede ikke at det var kommunen, staten og FN der bestemte reglerne for ens deltagelse. CJA's tilgang var repræsenteret af politiske netværk omkring nogle af de andre kampe, der havde været i perioden op til, især kampen om Ungdomshuset, Luk Lejren, Kirkeasyl-aktionen og internationale topmøder som f.eks. G8 i Rostock.

Opdelingen er lidt kunstig da der var overlap mellem og spredning inden for de to grupper, men den er brugbar for overskuelighedens skyld. Der var også andre end civilsamfundet der prøvede at påvirke COP15 – f.eks. erhverslivet – men dem kommer vi ikke til at skrive om her. Den her tekst handler om Climate Justice Actions tilgang, og især en gruppe på ca. 50 personer, der tog initiativ til aktionerne og organiserede den nødvendige mobilisering, logistik, pressearbejde osv.

Som nævnt kendte folk fra CJA hinanden fra en række tidligere kampe. Så der var opbygget noget erfaring med direkte aktion, f.eks. var en del “vant til at æde tåregas”. Samtidigt var der en vis fælles ideologi, eller i hvert fald tankegods som blandt andet kom fra deltagelse i World Social Forum og aktioner relateret til global social retfærdighed (kaldet anti-globalisering i medierne). Aktionsidéerne lå mere op af “direkte aktion” end “civil ulydighed”. Der var en del liv i de her kredse, og der skete en masse forskellige ting. Der var også en del fuldtidsaktivister. Stemningen var måske lidt mere “alt kan lade sige gøre” eller “lad os kaste os ud i det” end den er idag.

Til gengæld var der ingen radikal klimafront, og alt med miljø blev set som kikset. Det var altså hovedsageligt tale om folk fra andre kampe, der valgte at gribe muligheden og engagere sig i klimakampen for en stund under COP15. Det er en markant forskel ift. idag. En af fordelene ved det var, at alle godt vidste, at der ikke var nogle erfarne klimaaktivister, så folk gik ikke og ventede på at nogen skulle komme og fortælle dem hvordan man gjorde.

Udefra blev CJA set synonymt med maskerede, sortklædte, voldelige protester som medierne havde fokuseret på omkring andre topmøder. Siden COP15 også var et topmøde, smittede historien fra tidligere topmøder af. I en lidt interessant vending havde de sortklædte aktivister dog fundet en vis accept efter at de i sammenhæng med ungdomshuskampen var gået fra at kaste med brosten til at skubbe med skjolde. Til gengæld blev politiets beføjelser også udvidet lige inden topmødet.

Der var en del hype op til COP15. Det blev set som noget særligt og afgørende. Det gjaldt både ift. de forhandlinger der skulle tages på topmødet, men også ift. hvad man kunne forvente af protester (de to ting påvirkede selvfølgelig hinanden).

Hype er ikke nok

Selvom hypen hjalp med at mobilisere, så må en væsentlig del af successen for at samle så mange tilskrives mobiliseringsarbejdet og mediestrategien. Det blev håndteret som to rimeligt opdelte områder. Der blev mest mobiliseret inden for kredse, der var nogenlunde med på dagsordenen i forvejen. Mediestrategi var derimod rettet mod den brede befolkning.

Målet for mobiliseringen var fem civilt ulydige aktioner, succeskriteriet man satte for dem allesammen var at det skulle lykkes at bryde igennem politikæder. Konkret blev der især holdt afholdt infomøder og den personlige kontakt var rigtig vigtig for at få folk motiveret og fjerne usikkerheder. De infomøder blev især afholdt i udlandet hvor man tog på tour i forskellige lande. Samtidigt gik en stor del af arbejdet på at lave en støttestruktur med kost, logi og transport, så folk kunne komme fra udlandet og være med. CJA så dem selv som at være vært for den globale bevægelse, hvilket også gjorde at man nedprioriterede at mobilisere danskere. Det hang også sammen med at man lidt regnede med at folk fra f.eks. ungdomshuskampen ville komme – hvilket også viste sig at holde meget godt stik.

Intromøderne havde nogle træk, der virkede godt til at få deltagerne med til protesterne:

  • Der blev præsenteret en analyse af situationen som folk kunne tage del i(!). Det her er ret vigtigt, tror vi. Altså ikke bare at fremlægge situationen omkring forhandlingerne og analysen af hvordan man som borger kan påvirke dem. Men at gøre det på en måde så dem der lytter kan tage ejerskab og videregive den. En meget lignende præsentation var også en del af grundlaget for Extinction Rebellions success i opstartsfasen.

  • Man havde en fortælling der kunne omsættes til noget konkret. Altså at der var en rød tråd fra kritikken af topmødet og til aktionerne på gaden.

Det er interessant lige at sammenligne hvad der blev sagt dengang med hvad der bliver sagt idag:

  • Den fortælling der blev præsenteret var meget lig budskabet til Total Must Fall. Det handlede om at civilsamfundet skulle overtage beslutningerne om vores fælles fremtid. Også dengang var system change – not climate change et hovedslogan.

  • Selvom klimakrisens alvor stadig ikke er bredt forstået endnu, var der en helt anden opgave dengang med at overbevise om hvorfor klimakampen er vigtig.

Der var også en anden idé om hvordan man skulle tilgå aktionerne dengang. I 80'erne og 90'erne var der en kultur omkring macho selvopofrelse, som man havde bevæget sig væk fra. Offervilje var ikke rigtig noget der blev talt om, og der var ikke nogen, der gik til protesterne med et mål om at blive anholdt. Istedet var man drevet af at handle i flok og fik styrke på den måde. Træning var også en sjælden ting (selvom det, set tilbage, ville have været en rigtig god idé). Den ene træning man havde var faktisk en aktion i sig selv – Luk Værket – hvor man forsøgte at lukke det kulfyrede Amagerværk. (Artikel Information, Artikel Socinf)

Der blev udover live-aktionstræningen også afholdt en sommercamp med inspiration fra de succesfulde britiske klimacamps. Campen blev afholdt ud fra en ansvarsfølelse for at der skulle ske noget på dansk jord når nu COP'en skulle afholdes i Danmark. Men dem der afholdt campen havde meget lidt erfaring og den endte desværre med ikke at have nogen rigtig effekt.

Pressearbejdet var som nævnt ret forskelligt fra mobiliseringsarbejdet. Der var groft sagt kun to personer der lavede pressearbejde. Hovedmålet med pressearbejdet var at få afkræftet myten om de sortklædte aktivister der hærger. Samtidigt forsøgte man også gennem møder med mediehusene at få givet ordet videre til mennesker i det globale syd. Da først COP15 og aktionerne gik i gang kom interviews og artikler dog i praksis til at handle mest om politivold. En ting de lærte fra pressearbejdet dengang var at det smart at lade pressepersonerne have lidt organisatorisk afstand fra udførelsen af aktionerne, da det som presseperson ikke er fedt at være fanget mellem politi og presse.

Hvad skete der?

COP15 deltagerne der ikke havde adgang til selve konferencen var som sagt delt op i Climate Justice Action og klimaforum09. De to grupper havde forskellige forventninger til mødets resultat. Blandt ngo-delen af bevægelsen var der et håb og man troede på at der kunne komme resultater på bordet, mens CJA fra starten af ikke forventede noget af konferencen og derfor var klar på aktionerne. Alligevel var der en opfattelse af at man kæmpede samme kamp, og der blev brugt meget tid på at løse interne konflikter, så bevægelsen ikke blev splittet.

På gadeplan skete der helt konkret følgende begivenheder:

  • People First – Planet First-demonstrationen den 12. december

  • Reclaim Power – Push for Climate Justice-aktionen den 16. december

  • Flere små forsøg på aktioner i løbet af COP'en

Den store demo den 12. december var afholdt af et bredt hold af aktører i klimaforum09-stilen. På trods af konflikterne grupperne i mellem gik de fleste med. På et tidspunkt i løbet af demonstrationen begynder en lille gruppe mennesker at kaste sten efter politiet. Det bruger politiet til at skære en stor del af demonstrationen af i deres såkaldte knibtangsmanøvre, og tilbageholde dem i flere timer. Derefter kommer massearrestationerne og klimafængslet bliver fyldt op. Senere blev det afgjort at anholdelserne var ulovlige, men begivenhederne passer godt ind i, at der blev forsøgt at tegne et billede af demonstranterne som voldelige og sortklædte typer.

Den anden store ting der skete var Reclaim Power-aktionen den 16. december. Her var det planen at en menneskemasse skulle trænge ind til konferencen for at mødes med nogle delegerede der ville møde dem indefra og afholde et People's Assembly (borgersamling), hvor de mest udsatte folk blev lyttet til, og ægte løsninger til klimaretfærdighed skulle diskuteres.

Klokken otte om morgenen startede aktionen ude ved Tårnby station. Der var dukket ca. 3.000 deltagere op og politiopbuddet var enormt. Aktionsdeltagerne prøvede at trænge ind i Bella Centeret på mange forskellige måder, og en stor gruppe prøvede at presse sig igennem politikæderne. Det lykkedes ikke for nogen at komme helt igennem og politiet gik til den med kniplerne. Borgersamlingen blev afholdt af de udvandrede delegerede uden nogle af aktionsdeltagerne udefra og de delegerede blev frataget adgang til konferencen bagefter. Det hele førte til at 264 mennesker blev arresteret i løbet af dagen og mange gik hjem efter otte timer med en følelse af nederlag.

Hvad skete der bagefter?

Efter COP-15 blev store dele af bevægelsen deprimerede. Mange stod tilbage med indtrykket, at det hele gik i vasken. Selve COP'en var en kæmpe fiasko og ligeså var aktionerne. Det blev tydeligt, at det var ganske få personer, der havde stået med et kæmpe læs, og de var brændt ud nu. Mange havde været i gang i et højt niveau meget længe, og blev nødt til at trække stikket og tage hånd om repressionerne. Der havde været et mål om at lave fem aktioner der brød politilinjerne, men ingen af dem lykkedes. Over halvdelen af aktionsdeltagerne havde været internationale og blandt dem var skuffelsen også udbredt.

For os giver det nu mening at den danske klimabevægelse forsvandt efter COP-15 protesterne. Grunden er, at der ikke var en dansk klimabevægelse før COP-15 og at størstedelen af aktionsdeltagerne var internationale. De danskere der var med under COP-15, var fra forskellige miljøer og havde ikke nogen stærk tilknytning til klimaretfærdighed, og de organiserende kræfter var helt færdige bagefter. Det store opbud til demoen den 12. december skyldes nok de store forventninger til topmødet og sensationsfølelsen. Begge dele forsvandt efter topmødet, og derfor var der ikke noget til at holde fast i folk.

Fremadrettet

Vi har i løbet af teksten prøvet at kommentere lidt på hvad man kan lære af de forskellige begivenheder, men der er stadig nogle åbne spørgsmål.

  • Hvordan får man opbygget den hype der var dengang igen?

  • Hvad skal hovedfokus for vores mediestrategi være? Måske at afkræfte myten om at vi udskammer individers forbrug? At det istedet handler om at gøre fælles oprør?

  • Måske skal vi lidt tilbage til styrken af at handle i flok? Lige nu kører i hvert fald XR et meget ensidig fokus på at det er helt hver enkelts valg og ansvar om hvordan man vil deltage.

  • Hvordan får vi nogle af de gamle hoveder med igen?

  • Vores budskab idag minder rigtig meget om det der blev sagt den gang. Skal vi prøve noget radikalt anderledes?

Har du en idé til et svar på nogle af de her spørgsmål? Skriv et indlæg til oprørsbreve!

Jeg var i november 2021 pressetalsperson for Total Must Fall DK-aktionerne mod Total. I den forbindelse vil jeg dele mine tanker om et live-interview jeg lavede i P1 morgen to dage efter aktionerne. Jeg håber at mine tanker vil hjælpe nogle der også skal i radioen, da der både vil være praktiske og strategiske overvejelser, som jeg gjorde mig før og under interviewet. Jeg vil løst citere interviewet og mine egne svar, og jeg anbefaler at lytte interviewet igennem her, inden man læser artiklen

Intro

Før jeg går til interviewet, vil jeg introducere nogle generelle tanker om at deltage i sådanne interviews omkring civilt ulydige aktioner ifm. klimaretfærdighed.

  1. Det er ikke altid det rigtige at svare på de spørgsmål, der bliver stillet. Ofte vil spørgsmålene være dårlige eller trække samtalen i en retning der ikke er i sagens interesse, og derfor skal man være vaks og med sine svar holde fokus på det vigtige.

  2. Det kan være godt at overveje om man overhovedet skal deltage. Jeg læste et fb-opslag som der har to gode pointer.

    1. Ved at deltage i debatter om hvorvidt vi gør nok for klimaet eller lignende, legitimerer vi spørgsmålet og siger indirekte, at der kan være flere holdninger til det. Man kunne groft sammenligne det med spørgsmålet, om man skulle deltage i en debat om, hvorvidt det er i orden at slå børn. Blot det at stille op vil legitimere debatten.
    2. At deltage i debatter og interviews kan bidrage til tilskuerkulturen, der er i det danske samfund omkring store politiske spørgsmål. Det medfører, at man kan se/lytte til indslaget og heppe på dem man holder med for bagefter at fortsætte sin hverdag, uden nogensinde selv at skulle tage stilling og handle derfra.

Jeg vurderede at dette interview ikke faldt i første underkategori. I forhold til den anden pointe håbede jeg at inddrage lytter- og interviewerne i løbet af interviewet, for på den måde at nedbryde barrieren.

Med disse tanker i baghovedet tog jeg en tidlig lørdag morgen ud i DR-byen.

Interviewet

0:00-0:47
Indslaget starter med nogle lydklip og en kort introduktion til begivenhederne. Blandt andet bliver det her sagt:

“I onsdags trængte de så helt ind i bygningen. Det resulterede i sigtelser for husfredskrænkelse og to blev sigtet for hærværk oplyser Københavns politi”

Det er vigtigt at huske på, hvordan der bliver snakket om sådanne aktioner i medierne. Udgangspunktet er lovovertrædelser og “ekstreme” metoder. Læg mærke til at der ikke blev nævnt et ord om Totals lovovertrædelser og krænkelser af menneskerettighederne. Det betyder, at man i resten af samtalen med sine svar skal forsøge at skifte fokus.

0:47-2:10
Da jeg helt i starten af indslaget blev introduceret blev der sagt “I fortsatte på trods af politianmeldelserne”, for igen at påpege de lovovertrædelser der skete. Derefter blev jeg spurgt om et oprids.
Jeg valgte at ignorere de første ting og gik direkte til opridset. Jeg fortalte lidt om hvad der skete, og meget om hvorfor det skete. Jeg bliver mødt med et ganske uforstående svar og derefter det opfølgende spørgsmål: “Hvad har målet helt præcist været?”. Der gentager jeg mest bare mig selv.

2:10-3:16
Det næste stykke starter med spørgsmålet: “Hvorfor mener i at i har ret til det?”. Det her er et tydeligt tegn på, at intervieweren forsvarer magthavernes/Totals interesser. På trods af det tydelige misforhold mellem det at forstyrre en arbejdsdag for et firma, og selvsammes firma ødelæggelse af økologiske systemer, er det aktionsdeltagerne, der skal forklare sig. Jeg er glad for, at jeg svarer forholdsvis uforstående og prøver at sætte det i det store perspektiv, fordi han ignorer det store perspektiv. Tilgengæld er jeg ærgerlig over min formulering: “vores udledninger”, fordi det meget subtilt kan forstærke opfattelsen af, at vi alle er ansvarlige for de udledninger der sker, hvilket jeg ikke synes giver mening.

Selvom jeg forklarer mig ganske overbevisende, gentager intervieweren spørgsmålet, og der svarer jeg: “Ja , vi gør det nødvendige”. Jeg kan godt lide at bruge ordet nødvendigt, da det for det første passer til situationen, og for det andet er et ord, der rigtig ofte bruges til at forklare beslutninger, der er dårlige og unødvendige. F.eks. blev sparepolitik efter finanskrisen beskrevet som nødvendighedens politik, men i virkeligheden var det bare neoliberal ideologi. Ved at bruge det i den her sammenhæng, bliver det tydeligt, hvad der i virkeligheden er nødvendigt, og på den måde håber jeg underlæggende at kalde bluffet.

En ting jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere, er den uforståenhed jeg bliver mødt med. Jeg fremlægger mine pointer klart, men radioværterne gentager spørgsmålene og bruger vendinger som “Hvad er det i egentlig vil?”. Når jeg ser tilbage på det, er det en måde hvorpå tilskuerkulturen bliver forstærket på. Ved som radiovært at lades som om, at det er nogle fjerne krav der bliver stillet, giver det lytteren ret til at tænke det samme, og på den måde øges distancen mellem mig og lytterne.

3:16-4:42
Den næste del af interviewet starter med spørgsmålet “Hvor realistisk er det?”. Det er et spørgsmål, jeg havde forberedt mig på, fordi det nærmest altid bliver spurgt i sådanne interviews. Derefter bliver der spurgt, hvor realistisk det er, at jeg ene person lukker Total ned. Her skulle jeg have været skarpere og spurgt hende og lytterne, om de også synes at Total skal lukkes ned. Derefter skulle jeg have sagt, at det var et dårligt spørgsmål, fordi det aldrig har været ideen, at jeg eneperson skal lukke Total.

Jeg er glad for, jeg brugte ordet civilsamfund ifm. vores aktiviteter, fordi jeg på den måde forhåbentligt formindsker afstanden til den almene borger. Hvis man er aktivist, adskiller man sig fra, hvordan størstedelen af befolkningen ser sig selv, mens civilsamfundet er noget de fleste ser sig som en del af. Derudover kan jeg godt lide tanken om, at det er lige så normalt at være med i Total Must Fall eller lignende, som det er at være i andre af civilsamfundets grene f.eks. sportsklubber.

4:42-5:36
Nu bevæger vi os ind i de typiske spørgsmål om civil ulydighed, som man altid skal forberede sig på at svare. “Hvad er jeres næste skridt?” Her lurede jeg desværre ikke, hvor samtalen var på vej hen, men jeg skulle enten have spurgt om værtens svar, eller hvis jeg havde en konkret aktion, jeg ville invitere til, kunne jeg have gjort det.

Det bliver efterfulgt af klassikerspørgsmålet:
Hvor langt er i villige til at gå? Her er jeg glad for mit svar.

5:36-8:47
Total har sendt et forventeligt skriv ud, om at de har inviteret aktivisterne til dialog, så det endte de sidste minutter med at gå med. Jeg svarer, at det klinger hult, når de bare udvider deres dommedagsdrift. Derfor er jeg glad for mine svar i den her del.

Afsluttende tanker

Alt i alt synes jeg, at jeg håndterede interviewet godt og fik handlet i overenstemmelse med de tanker, jeg introducerede i starten. Af og til kunne jeg have været skarpere, og en ting jeg især ærgrer mig over jeg ikke gjorde, er at stille interviewerne nogle spørgsmål for at bryde barrieren ned, men også at sige at lytterne kunne skrive ind på 1212 P1, og så ville vi snakke om nogle af svarene i studiet.

Jeg har udover tankerne bag svarene også lavet en lille liste over praktiske overvejelser, man bør gøre sig, før man skal i pressen:

  • Øv dig lige inden. Jeg fik en af mine venner til at lege interviewer på mig 30 minutter inden jeg skulle på. Det var en god opvarmning. Man kan tage udgangspunkt i nogle af de spørgsmål, jeg fik.
  • Tal klart og tydeligt, men det må gerne være i hverdagsjargon. Det behøves ikke at være 100% formelt.
  • Hvis du vil læse noget op, så øv dig på stykket inden.
  • Det her er måske mest for mig: Jeg bævrer tit i stemmen, når jeg snakker om noget der berør mig f.eks klimakollaps. Jeg prøvede at undgå det så meget som muligt, men hvis det blev tydeligt, ville jeg have nævnt det selv, og på den måde stået ved det. Måske bedt om en pause.

Jeg håber at denne gennemgang kan hjælpe dig næste gang du skal i pressen, og jeg vil gerne høre jeres overvejelser, og på den måde forbedre dette skriv.

Jeg har prøvet at samle en liste, der opsummerer de klimavidenskabelige artikler, der for mig at se er vigtigst. Håbet er at jeg selv, og evt. andre, kan bruge den til at vende tilbage til som pejlemærke hvis jeg føler mig afsporet eller retningsløs. Det er også for at minde mig selv om hvorfor jeg omlagde hele mit liv for klimakampen.

Artiklerne beskæftiger sig med grundkarakteristikkerne af klimakrisen. De handler om emner der er afgørende for hvilken strategi der skal vælges i klimakampen. Valget af artikler er begrænset til artikler fra store videnskabelige institutioner, der omhandler hele verden, fokuserer på drivhusgasser og især CO2.


Scientists Warning to Humanity, Brundtland Report, IPCC First Assessment Report, James Hansens vidnesbyrd for USAs senat

Viser at klimavidenskaben har været sikker om risikoen for klimasammenbrud siden 1990.

Special Report on 1.5 degrees, Assesment Report 6: the Physcial Science Basis,

Nyeste IPCC opsummering af klimaets tilstand, bla. nyeste vurdering af CO2-budget for forskellige grader af opvarmning. Viser bla. den afgørende forskel mellem 1.5 grader og 2 grader.

The climate response to five trillion tonnes of carbon,Unextractable fossil fuels in a 1.5 degree world

Viser henholdsvis hvor meget opvarmning kendte oliereserver rækker til og hvor meget der skal blive i jorden for at blive under 1.5/2 grader. Gør det desuden tydeligt at jorden bliver ubeboelig før reserverne af fossile brændstoffer løber tør og at eksisterende planer om udvinding af fossile brændstoffer overskrider 1.5-grads budgettet.

Tipping Elements in the Earth's climate systems, Trajectories of the Earth System in the Anthropocene,

Viser muligheden for at jordens egne systemer vil bringe opvarmningen op til 5 grader hvis vi først krydser 2 grader. De samme systemer gør det umuligt at vende tilbage fra 5 grader(!).

The Emissions Lag

Vurderer forsinkelsen fra at CO2 bliver udledt til den medfølgende opvarmning indtræffer til at være 10-30 år.

Groundswell Report part 1 and part 2, The Future of the Human Niche

Groundswell rapporterne viser samlet at der i 2050 vil være 359 mio. mennesker der er blevet tvunget på flugt fra deres hjem pga. havvandsstigning, ferskvandsmangel og reduktion af madproduktion. Rapporterne inkluderer ikke politisk ustabilitet eller chok-effekter. Rapporten skal ses i lyset af The World Banks rolle i den økonomiske undertrykkelse af det globale syd. I forlængelse viser The Future of the Human Niche at den nuværende politiske og økomiske kurs i 2070 vil have gjort det svært eller umuligt at gro mad i områder, der huser 1-3 milliarder mennesker.

1.5 Degree Lifestyles: Towards a Fair Consumption for All

Viser hvilket niveau af forbrug man skulle have omstillet til for at overholde 1.5 grad CO2-budgettet og samtidigt dække alles basale behov. Hvilke ting må vi give afkald på og hvad kan vi beholde?

CO2 Emissions per Capita, Which countries are historically responsible for climate change?, Quantifying national responsibility for climate breakdown

Viser hvor ulige fordelt udledninger af CO2 er. Historisk set er udledninger gennem afbrænding af fossile brændstoffer og afskovning endnu mere ulige fordelt. Fordeler man jordens CO2-budget lige, har stater i det globale nord brugt deres del forlængst.

Climate Change Risk Assessment 2021, Climate Change Raises Conflict Concerns

Viser hvordan resourcemangel og ekstremt vejr fører til voldelig og militær konflikt.


Listen dækker over den videnskab, uden hvilken vi ikke anede hvad der var på vej mod os. Andre har lavet meget mere udførlige lister. Men alle den her slags lister skal tages med et vist forbehold fordi de artikler, der fortæller om videnskaben desværre er fuldstændig ubrugelige til at finde ud af hvordan man følelsesmæssigt og filosofisk skal forholde sig til advarslerne (der ofte ikke engang bliver præsenteret som advarsler).

De kan derfor ikke i sig selv give momentum til et klimaoprør og kan endda være med til at stoppe momentum, fordi de gør emnet sterilt, tørt og elitært. Der skal altså mere til for at reagere meningsfuldt på klimakrisen. Hvis du har forslag til hvad det kan være, kan du læse her om hvordan du kan udgive tekster her på Oprørsbreve.

Der er et spænd mellem hvordan danskere er vant til at engagere sig i samfundet, og hvordan en god del klimaorganisationer prøver at engagere nye deltagere. Min hovedpåstand er at man som dansker er vant til at engagere sig i samfundet gennem institutioner. Det er noget jeg ironisk nok har hørt fra en efterskolelærer, men pointen er god nok, synes jeg. Fra barnsben af får man præsenteret fritidsinteresser gennem foreninger, velgørenhed gennem ngo'er og uddannelse gennem lærepladser og institutter.

Langt hen ad vejen er jeg stolt af at Danmarks civilsamfund har så velfungerende en struktur, der giver fællesskab, tilhørsforhold og glæde til mange. Problemet er så, at det er meget uvant for folk at tænke uden for den struktur.

Rekruttering

Et af de steder hvor emnet er tydeligt i klimakampen er i rekrutteringen af nye deltagere. Når potentielle nye deltagere i klimakampen beslutter sig for at blive en del af oprøret har de, bevidst eller ubevidst, nogle forventninger til hvordan de kommer igang. Hvis tilstrækkelig mange af de forventninger bliver brudt, tænker de sig om en ekstra gang, og falder nemt fra.

Vi skal ikke forhaste os her: nogle forventninger er man nødt til at bryde – f.eks. vil nogle have en forventning om at få alt serveret på et sølvfad. Men andre bliver brudt unødvendigt. Opgaven er så at rode bod i hvilke dele af sin rekruttering man kan tilpasse, så man gør det nemmest muligt for folk at være med, uden at give afkald på de ting, der gør bevægelsen stærk.

Skal man bare rekruttere gennem personlig kontakt, eller skal man offentliggøre events? Skal man lade folk vælge hvilket emne de vil arbejde med eller fortælle dem hvor der er brug for hjælp?

Før jeg går videre vil jeg præsentere:

Argumenter imod institutionalisering

Extinction Rebellion og andre bevægelser er til dels skabt ud fra en meget reel kritik af de etablerede institutioners (ngo'er, politiske partier, virksomheders) tilgang til klimakrisen. Den institutionelle tilgang har bla. følgende katastrofale følger:

  • Den hæmmer selvstændighed. Institutioner kan have en psykologisk effekt af at få folk til at sidde på deres flade og vente istedet for selv at tage initiativ. Det klassiske eksempel er underskriftindsamlingen. Det står i grel kontrast til den tilgang som en Otpor-deltager tilskrev en del af deres success i This Is An Uprising: “Hvad end vi kunne finde på: Vi gik bare ud og gjorde det. Vi ventede ikke på at nogen gav os lov”.

  • Den kan gøre bevægelsen mindre modstandsdygtig over for pres udefra. Det kan f.eks. gøre at medier og politi kan lade enkeltsager gå ud over hele bevægelsen.

  • Den hæmmer risiskovillighed. Institutioner begynder at få mere og mere interesse i at beskytte sig selv efterhånden som de vokser. Det afskærer deres mulighed for at tage de sats, det kræver, for at have en chance for at vende ødelæggelsen af vores hjem.

  • Bureaukratisering, fremmedgørelse osv.

Men en del af grundene til at afvise den institutionelle tilgang er også ideologiske, og det er her at jeg mener at der er plads til (og brug for) forbedring.

Eksempler fra praksis

Jeg vil starte med et eksempel på en tilgang, der ikke virkede. I løbet af 2020 afholdt XR en række møder med målet om at starte aktionsgrupper. Det er grupper på 4-12 personer, der lærer hinanden godt at kende og deltager i aktioner og evt. selvstændigt afholder dem.

Vi holdt ca. 6 møder henover sommeren og fik kun samlet én gruppe, der stadig er aktiv. Møderne var meget lidt institutionsagtige. Der var ingen tilmeldingsliste, de blev som regel holdt i en park (pga. corona) og den eneste opfølgning var en invitation til en chatgruppe, hvor der blev sendt en besked en gang om ugen.

Løsning

I 2021 har XR til gengæld afprøvet en anden tilgang, som har virket en del bedre. Ved at tildele nye deltagere en makker til at introducere dem til arbejdet og alt det sociale(!) har nye fået en meget bedre chance for at engagere sig. Det har vist sig at være meget mere effektivt og den ekstra indsats værd. På samme måde lykkedes det at sætte en aktionsgruppe i gang og nå hele vejen til første aktion i første forsøg.

For mig at se har Den Grønne Studenterbevægelse også haft god success med at engagere nye medlemmer vha. en rimelig fast struktur.

På samme måde har det virket rimelig godt at efterligne oplevelsen af at engagere sig i en institution på andre punkter. Her er nogle konkrete eksempler:

  • Tilmeldingsformular til begivenheder. Hvis man har skrevet sig op til en begivenhed, er man mere tilbøjelige til rent faktisk at komme på dagen. Det kan f.eks. laves nemt med gath.io

  • Vælge et almindeligt mødelokale. Ikke for snusket og ikke for sterilt. Ofte kan man benytte sig af kommunens kulturhuse.

  • Giv deltagerne ros. Generelt i klimaoprøret er det vigtigt at give hinanden ros, men især når man er ny, kan det gøre overgangen til en anden måde at engagere sig i samfundet på nemmere.

Det var så rekrutteringen, men institutionalisering bliver ved med at være en vigtig tendens senere hen. Klimaoprøret har især brug for to ting, som mange er tilbageholdende med at gøre: at investere tid og at gå udover sin komfortzone. Det er to ting, jeg især ser at institutioner kan bringe frem i folk.

At investere tid, er den mest åbenlyse: institutioner giver deres medlemmer lyst til og hjælper dem med at retfærdiggøre at bruge store mængder af tid på projekter. Se f.eks. på hvor mange der bruger 25 timer om ugen i et halvt år på at skrive en universitetsopgave om sociale bevægelser (eller et hvilket som helst andet emne) ift. hvor mange, der gerne vil bruge 25 timer om ugen på at organisere en social bevægelse.

Men institutioner lykkes også med at få deres medlemmer til at udvide deres personlige grænser. Et pænt eksempel her er skolen hvor man lærer at give præsentationer man ellers var bange for. Et grimt er militæret hvor man lærer at dræbe andre mennesker (Det sidste eksempel er taget med, på ingen måde fordi jeg synes man skal lære at dræbe andre mennesker, tværtimod, men for at vise graden af hvor meget institutioner rykker på mennesker).

Konteksten er vigtig

Så hvordan får man det samme engagement og selvovervindelse som nævnt i ovenstående eksempler ind i klimaoprøret? Hvis du vil have svaret, så må jeg skuffe. Men jeg tror, vi kan komme tættere på det ved at se på konteksten som samfundets institutioner placerer klimaoprøret i. Som eksempel lad os se på en person, der skal træffe en beslutning om at blive på deres uddannelse eller istedet at tage en pause fra den og gøre klimaoprør.

For at tage beslutningen vil personen så stå, bevidst eller ubevidst, og opveje mellem de forskellige argumenter, de har hørt for det ene eller det andet:

  • Uddannelsesinstitutionen (og det meste af samfundet) siger: “Det er dumt at stoppe uddannelsen, og hvis du gør, mister du din SU og din kollegieplads”

  • De andre i klimaoprøret er til gengæld meget pæne og siger: “Det er op til dig selv at finde ud af hvor meget du vil engagere dig i klimaoprøret. Det er helt okay hvis du tager en pause og fokuserer på studiet”.

Så selvom det givetvis ville være det rigtige valg at tage en pause fra studiet (det var det for mig), gør konteksten det meget, meget svært at nå dertil.

En del af tendensen med ikke at ville gøre bevægelsen for institutionsagtigt kommer fra en (sund) tanke om ikke at ville bestemme over andre. Den tilgang går bare ret dårligt i et samfund, der har helt andre mål end klimaoprøret. Og resten af samfundet har ingen problemer med at bestemme over folk og fortælle dem hvad de bør gøre.

Jeg er i princippet enig i at lade folk tage deres egne valg, men på grund af konteksten ville slutresultatet blive, at folk endte med at tage beslutningen på et meget skævt grundlag. Det kan jeg ikke acceptere. Jeg vil foreslå at det pga. konteksten er okay at sige til folk, at de bør droppe deres studier og gå ud og blive anholdt. Hvis ikke du er klar på at sige det, vil jeg foreslå at du i det mindste bringer på tale hvilke andre institutioner, der prøver at påvirke vores beslutninger om vores liv.

Efterligne og udfordre

Opsummeret vil jeg sige, at jeg tror man kan tackle institutionaliseringen ved efterligne den når man engagerer nye og ved at forklare den og tale den imod senere hen.

Når det er sagt er der stadig nødt til at være et element af eget initiativ og fri tænkning. F.eks. som den her side hvor du også kan bidrage med din udlægning af hvilke andre barrierer, der er for folk at bliver en del af klimakampen, og hvordan vi kan overkomme dem.

Den her tekst er et forsøg på at gøre vores mediearbejde mere effektivt. Konkret er målet at hæve den andel af folk, der slutter sig til klimakampen når de ser eller hører om den i medierne. Min påstand er at det blandt andet kan gøres ved at indarbejde dansk kultur i vores ordvalg og valg af temaer vi tager op. Ved at trække på den kultur folk kender og føler sig en del af, kan vi modarbejde den måde klimakampen ofte bliver fremstillet på i medierne: “Det her er klimaaktivister, der kæmper for deres egen sag. Det har ikke noget med dig at gøre.“. Det gør så at sige at folk kan se sig selv i bevægelsen.

En af de mest lavpraktiske måder det kan gøres på er ved at bruge almindelige talemåder til at beskrive klimakrisen. Her er et par eksempler:

  • “Det går ad helvede til med klimaet” kan bruges til at opsummere klimavidenskaben og afmontere politikkeres påstande om at de har styr på det hele. Samtidigt ligger ordvalget “helvede” rimelig tæt op ad den fysiske virkelighed med skovbrænde og dødelig varme.

  • “Vi står i lort til halsen” kan bruges til at beskrive den politiske situation som Danmark står i fordi politikkerne har nølet og bestemt ting, der har gjort klimakrisen værre de sidste 30 år.

  • “Vi er på røven” ligger i samme tema som de foregående to. Det er ikke en personlig favorit, men den er populær hos mange, så derfor har jeg taget den med her alligevel. Kan f.eks. bruges til at fortælle at Danmark ikke har noget CO2-budget tilbage.

  • “Ragnarok” er et andet ord for samfundskollaps. Ordlyden er i sig selv voldsom, og den kulturelle forståelse af ordet ligger for mig at se ret passende et sted mellem at jordens systemer bliver fjendske og at onde magter overtager samfundet.

  • “Hvis man har skidt lokummet til, skal man også bruge børste” er en mere folkelig udgave af “forureneren betaler”, eller “tag klimaansvar”.

  • “At bekende kulør” kan bruges som krav til politikkerne, der siger at de er grønne men spiller sort. Der er en stærk parallel mellem politikerne og spillere, der ikke bekender kulør i et kortspil.

Andre dele af dansk kultur som man kan bruge er f.eks. mad og sport

  • Brændende Kærlighed kan bruges som metafor for en af de følelser, der driver klimaoprøret: Ægte kærlighed varmer, men det gør også ondt. Det er ikke bare fri leg og popcorn hele tiden.
  • Fodbold er en kæmpe del af dansk kultur. Det kunne f.eks. bruges til at angribe medier der fremstiller politisk handling på klimakrisen som et spørgsmål om ambition. Noget i stil med: “Når du siger “ambitiøs”, lyder det for mig som om du taler om fodboldlandsholdet. Men klimakrisen er ikke en sport, det er en humanitær katastrofe.” I Extintion Rebellion UK har de decideret en fodbold-temagruppe.

Så er der også emner, som er en vigtig del af dansk selvforståelse, men som er lidt mere flydende:

  • Samarbejde og fællesskab. Alle ved hvordan danskerne er gode til samarbejde og bruger det meget mere end andre lande både i skolen og på arbejdspladser. Det kan stilles op mod neoliberal ideologis idé om at alle bare skal handle efter deres egne interesser og alt bliver godt.
  • Rettidig omhu. Især i bestyrelseskredse er rettidig omhu en meget anerkendt egenskab, men den måde bestyrelser landet over håndterer klimakrisen på er det stik modsatte af rettidig omhu.
  • Anti-amerikanisering. Selvom tendensen er svækket ret meget på det seneste, ser jeg stadig at der er lidt modstand mod amerikaniseringen af vores samfund. F.eks. reality-tv, firhjulstrækkere, våben og fænomenet med at erstatte kultur med forbrug er upopulære idéer i dele af den danske befolkning. Så man kan f.eks. sige at når der kommer flere og flere biler i vores byer er det amerikanisering og det skal vi have stoppet.

Påstandene her er ikke taget helt ud af den blå luft. Blandt andet baserer de sig på Srdja Popovic's bog Blueprint for Revolution. I den skriver Popovic, der var med til at samle millioner til en generalstrejke i Serbien: “Jeg ville ikke kunne samle fem personer til en demonstration i Egypten”. Det skal også nævnes at den her liste over dele af dansk kultur, der relaterer sig til klimaoprøret er langt fra udtømt og jeg håber at andre vil supplere med deres idéer til emnet. Du kan læse her hvordan du selv kan udgive en tekst her på Oprørsbreve.

Her vil jeg fremlægge hvad jeg selv ser som de klippefaste videnskabelige kendsgerninger og moralske principper der giver os retten til at gøre klimaoprør. Jeg er ret naturvidenskabeligt indstillet, så det er min tilgang præget af, men mit mål er ikke at kritisere hvis du ser tingene på en anden måde. Istedet er det en invitation til at tage samme standpunkt, hvis du synes det giver mening. Det er også til dem, der allerede er med i klimaoprøret for at forsikre dem om at det ikke er usikker grund de står på, men solid granit.

Det hele tager udgangspunkt i to kendsgerninger:

  • Temperaturstigning over 1,5 grad truer stabiliteten af moderne samfund. Overskrides 1,5 graders opvarmning medfører det så ekstremt vejr at det påvirker evnen til at gro mad i store dele af Verden og deraf følger krige og sammenbrud af stater. Samtidigt betyder det at nå 1,5 graders opvarming, at der er risiko for at sætte gang i mekanismer i jordens systemer, der, uanset hvad vi mennesker gør fra det punkt af, vil tage os fra 1,5 grad til fire graders opvarmning.

  • Hvis Verdens samlede mængde af udledt CO2 rammer 2250 mia. ton er der kun 2/3 chance tilbage for at opvarmningen forbliver under 1,5 grader. Chancen for at overskride 1,5 graders opvarmning er direkte bestemt af hvor meget der er udledt i alt gennem historien.

De to ting lagt sammen betyder at hvis Verdens samlede mængde af udledt CO2 overskrider 2250 mia. ton truer det moderne civilisation. Jeg går ud fra at alle kan blive enige om at det er en streg i sandet, der ikke må overskrides lige meget hvad. Det udelukker muligheden for at sige: “alle stater udleder bare så meget som de selv synes”. Alle er nødt til at overveje det samlede billede.

De 2250 mia. ton CO2 er det der nogle gange bliver kaldt Verdens CO2-budget (eller rettere sagt Verdens oprindelige CO2-budget – det er hvad budgettet var inden CO2 udledningerne begyndte). Men hvad er den retfærdige måde at fordele det budget på mellem Verdens lande?

Stop med at læse, og overvej hvad du selv synes.

Færdig?

Din første overvejelse var nok at det skal fordeles efter indbyggertal, og det tror jeg de allerfleste kan blive enige om. Men man har ikke altid vidst at udledning af CO2 fører til klimakollaps. Så det giver spørgsmålet om hvornår man skal begynde at regne udledningerne sammen fra. Udledningerne har jo ikke været lige fordelt efter indbyggertal indtil nu, så fra hvornår af skal man sige at de skulle have været eller skal være det? Her er nogle forskellige muligheder:

  • Man regner hele landets historie med. Staterne har stadig fordele af de udledninger der er sket før i tiden, f.eks. gennem økonomisk magt, så derfor er den retfærdige fordeling at man regner hele landets historie med.

  • Man regner fra 1990. I en kort årrække omkring 1990 udkom første rapport fra FN's Klimaråd, Scientists Warning to Humanity, James Hansens vidnesbyrd for USAs senat, Brundtland rapporten m.fl. Herfra var det klart for alle regeringer at CO2 udledning ville føre til klimasammenbrud, og den viden forpligtede dem til at stoppe det. Omvendt kan det ikke forventes af regeringer at de skulle have vidst sig sikre på det før disse advarsler og derfor kan de ikke holdes til ansvar for hvad de gjorde forud for 1990.

  • Man regner fra nu af. Det er ikke retfærdigt at nuværende generationer skal betale “gæld” af noget de ikke selv besluttede. Så vi slår en streg over hvad der er blevet udledt før i tiden, ser på hvad vi har tilbage og fordeler det efter indbyggertal.

Personligt hælder jeg nok til at regne fra nu af, da jeg er ung og ikke er kæmpe fan af konceptet gæld, så den tilgang vil jeg bruge i resten af teksten. Men som det snart skal vise sig er det fløjtende ligegyldigt hvilken mulighed du valgte fordi alle tre fører til samme konklusion.

Nyeste tal siger at der på Verdensplan ikke må udledes mere end 400 mia. ton CO2 fra nu af hvis temperaturstigningen skal forblive under 1,5 grader (Hvis man vil have 5/6 chance for at blive under 1,5 grad er det 300 mia. ton). 400 mia. divideret med Verdens befolkning, ganget med Danmarks befolkning giver 300 millioner. Det er altså Danmarks del af det resterende CO2 hvis man fordeler det efter indbyggertal, med andre ord: Danmarks CO2 budget. Danmarks årlige udledning har ligget næsten uforandret omkring 100 mio. ton de sidste 30 år.. Så om tre år har Danmark brugt den del af Verdens resterende CO2 budget som vi kan være bekendt at udlede. I lyset af den enorme omvæltning det kræver at stoppe udledningen kan man lige så vel sige: Der er ikke noget CO2 budget tilbage.

Det er grunden til at gøre klimaoprør. Uretfærdigheden i at cheferne i staten og industrien beslutter at fortsætte samfundets CO2-udledning selvom vi allerede er ude i overhængende risiko for klimasammenbrud. Selvom der ikke er mere CO2 at udlede uden at det betyder grusom død.

Det er mit standpunkt, halvt resultat af naturvidenskabelige overvejelser, halvt moralske overvejelser. Nu må du så gøre op med dig selv om du står samme sted.

Introduktion

En afgørende del af et succesfuldt klimaoprør er en god håndtering af politiet. Bilfri By har det sidste halve år afholdt månedlige fælles cykelture, der lå på grænsen mellem almindelig demonstration og civil ulydighed. Politiet gjorde i en periode en smule for at stoppe vores cykelture, men det lykkedes at ændre på deres reaktion. Vi vil gerne dele vores erfaringer her, for at alle kan læse om hvad de kan forvente fra politiets side og se hvad der måske kan virke hvis de vil starte et lignende initiativ.

Bilfri By

For at gøre hele situationen mere konkret og forståelig vil vi kort beskrive hvad Bilfri By's fælles cykelture går ud på: Bilfri By's fælles cykelture er en dansk udgave af et koncept der foregår i storbyer i hele verden, oftest under navnet Critical Mass. Konceptet består i at man typisk mødes om eftermiddagen sidste fredag hver måned og cykler rundt i byen sammen. Turene foregår super fredeligt, der er ingen der bliver bragt i fare, men der cykles på kørebanen i stedet for på cykelstien.

Før vi overtog som styregruppe har det også været afholdt en del gange i København under det navn. Bilfri By's hovedmål er at København skal være bilfrit inden for metroringen, så cykelturene er altså også politiske demonstrationer. Det kan man tydeligt høre på talerne før og efter turen og slagsange under turen. Tilsidst skal det siges at vi på forhånd havde lidt erfaring med civil ulydighed og at omgås politiet i den forbindelse.

Og nu til selve historien:

November

Forberedelse Inden turen overvejede vi en del om vi skulle indregistrere cykeldemoen hos politiet eller ej. Vi besluttede os for at lade være, da gruppen der afholdt cykeldemoer før os heller ikke havde gjort det og det havde fungeret fint (selv om politiet af og til kom forbi for at se hvad der foregik). Det passede også med at vi havde et ønske om at bruge demoerne til at bringe folk der ellers er vant til at deltage i fuldstændig stats-godkendte demoer lidt tættere på idéen om civil ulydighed.

Desuden er det også hovedreglen for Critical Mass at man ikke indregistrer cykelturen som en demo hos myndighederne. Mange steder er det lovligt at cykle på kørebanen, og deltagerne insisterer på at det er tilfældigt at så mange cykler kører samme rute, samtidigt. Mange steder har politiets svar på den tilgang i første omgang været at prøve at lukke cykelturene ned. I nogle amerikanske byer med knipler og konfiskering af cykler, men uanset graden af undertrykkelse lykkedes rigtig mange steder med tilsidst at kunne afholde deres cykelture frit, som det er deres ret. Så vi forventede godt at møde lidt modvilje fra politiets side, men tænkte at det skulle være en smal sag i København.

På dagen Fire betjente fra politiets cykelpatrulje dukkede op til vores første cykeldemo sammen med de ca. 70 demodeltagere. Betjentene sagde at vi ikke kunne cykle på vejen, og slet ikke “hvis det ikke er en demonstration” hvilket vi hurtig fandt ud af for dem er ensbetydende med at den ikke er blevet registreret på forhånd. De spurgte desuden efter en demoleder. Vi besluttede hurtigt at registrere turen som en demonstration på stedet, og stillede med en “kontaktperson”, men politiet blev ved med at kalde det “leder”. Politiet insisterede desuden på at kontaktpersonen skulle opgive telefonnummer. En venlig demodeltager oplyste om at det ikke var et krav, og vi vidste desuden at politiet har en rimelig dårlig track-record for håndtering af telefondata så vi oplyste ikke noget nummer. Her er hvad loven siger:

“Anmeldelsen skal [...] indeholde angivelse af formålet med mødet eller optoget, tidspunktet, mødestedet og ruten samt det forventede antal deltagere.” Ordensbekendtgørelsen §5

Altså ikke noget om telefonnummer. Betjenten ringede til sin overordnede og vendte da også tilbage og indrømmede at det behøves man ikke. De holdt til gengæld fast i at vi ikke måtte cykle på kørebanen. Vi insisterede på at det ikke giver mening at holde demonstration mod biler ved at cykle på cykelstien. Efter en halv times forhandling frem og tilbage hvor de kommunikerede med deres overordnede og vi gjorde vores bedste for at give indtryk af at vi ville komme til at cykle på vejen uanset om de tillod det eller ej, gik de med til at vi kunne cykle på vejen. Cykelbetjentene havde det fint på turen og rygtet siger at der faktisk var en af dem der råbte med på “Bil-fri By!” slagsangen. Efter demoen sagde politiet at de synes at demoen gik fint, og at hvis vi registrerede demoen på forhånd næste gang kunne vi undgå den halve time forhandling før turen.

Januar

Forberedelse Vi besluttede os (lidt skeptisk) for at afprøve politiets forslag og sendte en meget kortfattet registrering af demonstrationen. I bagklogskabens lys, ville det måske have været gavnligt at give en udførlig beskrivelse af forgående cykeltur. Men en blanding af at ville insistere på at retten til at demonstrere uden at oplyse om præcis hvad der kommer til at ske på forhånd, og en lidt naiv tro på politiets interne kommunikation gjorde altså at beskeden kun indeholdt minimum for hvad de efterspurgte. Samtidigt forberedte vi en rute der til største del gik på veje uden cykelsti. Både for at stille os selv gavnligt i diskussionen om hvorvidt vi kunne cykle på kørebanen eller ej, men også fordi vores budskab nok ville stå stærkere der.

Dagen efter at vi indsendte registreringsformularen (hvilket samtidigt var dagen inden demonstrationen) blev vi ringet op af politiet. Betjenten i telefonen sagde at vi ikke må cykle på kørebanen og tilføjede desuden at vi ikke må cykle med flag i hånden da man skal have begge hænder på styret. Vi plejer alligevel at have flagene montreret på cyklen, men her er hvad færdselsloven siger:

“Cyklist skal under kørslen have begge fødder på pedalerne og mindst den ene hånd på styret.” Færdselsloven §49, stk. 4

Vi prøvede at forklare og insisterede på at det gik fint med at cykle på kørebanen sidste gang og at det desuden er vores ret i forbindelse med en demonstration. Sektretæren sagde at de ville vende det med deres jurist og ringe tilbage senere. Det gjorde de så dagen efter og gentog at de ikke vil acceptere at vi cykler på kørebanen. Vi prøvede at argumentere igen, men de holdt fast og sagde at de vil sende meddelelsen på skrift.

I deres mail havde de inkulderet en lang liste af love som vi givetvis kunne overtræde hvis vi valgte at afholde demonstrationen som vi havde planlagt. I en lidt absurd vending havde de blandt andet tilføjet at hvis man har maske på til demonstration er strafferammen 6 måneder i fængsel. Det her var midt mens anden bølge af covid-19 var på sit højeste og efter at de havde sagt at hvis vi var flere deltagere kunne de måske gå med til at vi afholdt demonstrationen.

På dagen Der dukkede ca. 30 deltagere op til demonstrationen og politiet kom med en mandskabsvogn. De spurgte igen hvad der skulle foregå, selvom de nok vidste det, eller i hvert fald burde vide det. Vi afholdt os fra at angive om vi vil cykle på kørebanen eller ej. Snakken var kort og de endte med at sige “Hvis I cykler på kørebanen hvor der er cykelsti så vil I risikere en bøde, men det meste af ruten er vist alligevel uden cykelsti”. Det var der heldigvis en i gruppen, der opfangede som et hint om at de ville se igennem fingrene med hvad de tidligere havde skrevet. Vi informerede folk om hvad politiet havde sagt, og de allerfleste var med på at cykle alligevel. Vi cyklede turen uden problemer på trods af kulde og mørke.

Februar

Forberedelse Siden at det gik bedre for os når vi talte med politiet ansigt til ansigt end når vi indsendte en formular besluttede vi os for at prøve at aftale et møde med dem. Vi ringede ind, men stødte på samme betjent, der ringede os op sidst og de insisterede på at vi skulle indsende en formular. Siden at det virkede bedre i November, hvor vi ikke havde indsendt noget på forhånd, valgte vi ikke at foretage os noget yderligere og i stedet afholde demonstrationen uregistreret.

På dagen Vi var igen omkring 30 deltagere, og politiet dukkede ikke op til demonstrationen, selvom den altså var offentliggjort på samme måde som tidligere cykeldemoer. Vi fortalte deltagerne om situationen og cyklede turen og det gik fint igen.

Marts

Forberedelse Efter vores erfaringer fra de to foregående ture, valgte vi ikke at registrere eller tage kontakt på nogen måde. Den beslutning kom til dels som en strategisk overvejelse, men også fordi vi personligt ikke vil lade os koste rundt med (“Nu har vi prøvet at være flinke længe nok”).

På dagen Først dukkede der en enkel motorcykelbetjent op som var venlig nok at tale med. Vi forklarede hvad der skulle ske og han sagde at det lød fint nok. Kort efter kom der så endnu en betjent og holdt fast i at politiet syntes at vi ikke måtte cykle og understregede at vi altså ville få en bøde hvis vi prøvede alligevel. Han løj desuden og sagde at den eneste måde man kan 'få lov' af dem til at holde en demonstration er ved at registrere den i forvejen (vi vidste jo fra vores tidligere ture at det ikke passede).

Han gentog også argumentet om at vi skulle være flere, men ville ikke give svar på hvor mange der ville være nok. Politiets argument om at vi skal være flere er bygget op således: “Hvis I ikke er flere, kan det ikke betale sig for os at afsætte resourcer til jeres demonstration, og hvis vi ikke kan være med til demonstrationen kan vi ikke acceptere at I afholder den.”. Hverken første eller anden del, har hold i loven. Ingen steder står der at vores rettigheder er betinget af om politiet vil afsætte deres resourcer for vores sag eller ej. Vi meldte ud til folk hvad politiet havde sagt, og en stor gruppe valgte at springe fra bla. fordi en del af dem ikke havde permanent opholdstilladelse, og en bøde for dem givetvis kunne betyde at de ville blive smidt ud af Danmark. En mindre gruppe valgte dog at cykle alligevel. De cyklede en anden rute end hvad vi havde annonceret og blev ikke stoppet. Selvom stemningen på turen var god føltes det lidt som at have ramt bunden, og der var brug for en ny tilgang for at komme videre.

April

Forberedelse Vi holdt et langt møde om hvad vi skulle gøre med politiet og kom frem til at der var to veje der eventuelt kunne få os ud af vores knibe:

  • Muligvis var politiets snak om bøder en tom trussel. Vi kunne lade det komme an på en prøve ved at være klar med en pressemeddelelse, juridisk strategi og en gruppe der var klar til at få en bøde og efterfølgende anke den i retten.

  • Muligivis var politiets påstand om at de vil acceptere cykeldemoen hvis vi var flere ikke tom snak. Vi kunne prøve at mobilisere så godt vi kunne og evt. vælge en rute så vidt muligt uden nogle cykelstier.

Vi besluttede os for at prøve det sidste da det umiddelbart virkede mest ligetil at omsætte. Altså registrerede vi demoen hos politiet, og skrev at vi forventede 80 deltagere. I registreringen spurgte vi desuden specifikt efter at det blev cykelpatruljen der kom ud til demoen. Politiet ringede os ikke op, men sendte et svar hvor de accepterede at vi cyklede på kørebanen! Selvom vores indsendte formular ikke var betydeligt forskellig fra den vi havde sendt i januar var deres reaktion nu betydeligt anderledes.

På dagen Der var ca. 70 fremmødte deltagere og politiets cykelpatrulje kom også. Betjentene valgte ovenikøbet ikke at cykle med på ruten. Senere i teksten her har vi lidt bud på hvad der gjorde at vi fik ændret politiets reaktion.

Maj

Forberedelse Eftersom det gik godt på sidste tur holdt vi fast i samme strategi igen. Den her tur var en del af Extinction Rebellion's aktionsuge. Politiet svarede ligesom sidst med en accept af demonstrationen, på de vilkår som vi satte. Inden den her tur havde vi også fundet følgende paragraf i ordensbekendtgørelsen:

“Politiet kan give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.” Politiloven §7, stk. 3

Den kunne have være god at kende lidt tidligere, da vi tydeligvis ikke overskred nogle af hjemlerne for at give påbud om at forsamlingen afholdes et andet sted.

På dagen Igen var der ca. 70 deltagere. Denne gang fulgte politiet med på turen med en mandskabsvogn foran og bag demonstration og et par motorcykelbetjente. Den politireaktion kom pga. deres syn på Extinction Rebellion og havde ikke så meget med indholdet af vores cykeldemo at gøre.

Juni, Juli, September

I Juni, Juli og September (August måtte vi aflyse, af grunde der ikke havde med politiet at gøre) har vi holdt fast i samme strategi og fået grundlæggende samme skriftlige svar og samme reaktion. Nogle gange er politiet mødt op før turen men er så kørt igen før vi er cyklet afsted, nogle gange er de slet ikke mødt op. Til de ture har vi været 20-30 deltagere af forskellige grunde, men det har ikke ændret på politiets reaktion, og de har droppet påstanden om at demonstrationen ikke kan afholdes, hvis der ikke er flere deltagere.

Konklusion

Nok den mest interessante del af historien er at det kunne lade sig gøre at ændre på politiets reaktion på demonstrationerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig hvad der gjorde det muligt. Her vores bud:

  • Størrelse: Størrelse er helt klart afgørende for hvilken reaktion man får fra politiets side. Men grunden er måske lidt en anden end den forklaring politiet giver om deres mulighed for at afsætte resourcer. Det hænger givet vis mere sammen med om politiet har mulighed for at stoppe det eller ej. Hvis de alligevel ikke har mulighed for at stoppe 100 cyklister fra at afholde deres demo, med de folk de har afsat er det nemmere for dem at sige at de havde det fint med demoen i første omgang. Det er også et spørgsmål om hvad de kan slippe afsted med uden at pressen bliver kritisk. Jo mere forstyrrende ting man foretager sig, jo større antal skal der til for at politiets reaktion ændrer sig.

  • Vedholdenhed: Vi har løbende prøvet at tilpasse vores strategi fra gang til gang, og det har selvfølgelig betydet en del for vores chance for at finde frem til noget der virkede. Men givet vis har vedholdenheden i sig selv været en stor del af at det lykkedes til sidst. Altså måske ville det også have virket bare at gentage den tilgang vi havde til første tur igen og igen. Det skriver vi ikke for at sige at vores overvejelser var ligegyldige, men fordi det kan give motivation til at holde fast. Lidt ligesom hvis man søger job samme sted mange gange nok at de på et tidspunkt er nødt til at lade en arbejde der.

  • Spørg efter cykelpatruljen: Begge gange vi havde cykelpatruljen ude gik godt. Vi tror, det skyldes en blanding af de betjente der er i cykelpatruljen og det signal man sender når man spørger efter cykelpatruljen.

Udover de ting der har påvirket politiets reaktion har vi også lært noget om hvordan vi styrer politiets påvirkning af os:

  • Kend dine rettigheder. Det er lidt en kliché, men det er det blevet fordi det passer. At kende sine rettigheder har en konkret funktion. Når du kommunikerer med politiet (det gælder også hvis det udelukkende er politiet der taler til dig) bygger de ofte deres argumenter på ting der er taget ud af den blå luft – “løgne” i daglig tale. Hvis du kender dine (og politiets) rettigheder kan du stå meget mere selvsikkert i dit valg af reaktion. Tidligere aktivister har kæmpet for dine rettigheder under demonstrationer osv. – benyt dem og hold fast i dem!

  • Hold fast i din egen forståelse af hvad der er rimeligt og retfærdigt. I forlængelse af forrige punkt er det meget vigtigt at understrege, at ens skrevne rettigheder er op til fortolkning og heller ikke nødvendigvis passer med hvad der rent faktisk er retfærdigt. Så ens lovgivne rettigheder bør udvide, ikke begrænse, ens valg af metoder.

  • Hav en politikontakt der ikke har andre roller. Politiet forsøger ofte at styre protesten gennem politikontakten. Det er meget nemmere for dem at presse en enkel person til at adlyde deres ordre end en større gruppe. Ved at have en politikontakt der ellers ikke er ansvarlig for nogle dele af demonstrationen afskærer man dem fra den mulighed.

  • Hav nogle gode samtaler om politiets behandling af jer. Igen er det lidt en kliché, men også her har klichéen en konkret funktion. Hvis politiets påstande får lov til at stå alene kan de påvirke en selv om man godt ved at der ikke er noget hold i dem. Uretfærdigheden i situationen kan være så rammende at man mister lysten til at afholde flere demonstrationer. Ved at vende påstandene med andre kan man få afmonteret dem – evt. ved at grine sammen over det absurde teater de nogle gange bliver til.

Vi havde selvfølgelig også andre udfordringer end politiet i vores afholdelse af demonstrationer, men den her tekst handler om politiet. Og vi kan roligt sige at de første fire måneder var politiet klart den største forhindring i at afholde demonstrationer, som det er vores demokratiske ret. Der står “politi” 68 gange i vores mødenotater. Selvom der er rigeligt plads til mere ideologisk kritik af politiet er det ikke det der er pointen her. Vi skriver her for at du kan læse hvordan politiets reaktion kan se ud hvis du arrangerer initiativer, der ligner Bilfri By, og for at du ved hvad du kan gøre for håndtere den reaktion.

Som nævnt i starten prøver vi bevidst lidt at afsøge grænsen mellem hvad der er almindelig demonstration og hvad der er civil ulydighed. Der er et væsentligt spænd mellem hvad loven siger og hvad politiet siger. Vi prøver så at placere demonstrationerne inden for det spænd. Det giver mening for vores mål med Bilfri By, men for mange vil det nok give mening at placere sig tydeligt uden for hvad Ordensbekendtgørelsen tillader. Uanset hvilken tilgang du vælger ønsker vi held og lykke med det, og håber at du vil dele dine erfaringer her på Oprørsbreve.