En klimaaktivist tager til en klimaborgersamling

Jeg har haft privilegiet af at blive udtrukket til at deltage i en borgersamling. Emnet for borgersamlingen var "bæredygtigt forbrug". Borgersamlinger har jo fra starten været en af Extinction Rebellions foreslåede veje til mest demokratisk at få gennemført en nødplan til at stoppe fossilindustriens og storlandbrugets angreb på klima og natur. Derfor vil jeg lige opsummere hvordan processen så ud indefra for en klimaaktivist.

Repræsentation

Det hele startede med en velkomsttale fra Rudersdals borgmester, der i sin tale sagde "jeg er jo ikke repræsentativ". Det er modigt og ærligt sagt af en, der er valgt gennem det såkaldte repræsentative demokrati til at repræsentere sine vælgere. Men hun havde jo ret. Borgersamlingen var langt mere repræsentativ end hun, kommunalbestyrelsen, folketinget og regeringen er. Jeg havde en ægte følelse af, at det var en samling af folk som vi er flest. Der var dog tre problemer med repræsentationen:

• Interesse i bæredygtighed Der var udsendt 40.000 invitationer og blandt dem havde 640 takket ja. Når så mange ikke takker ja, er det et ret kraftigt filter. Man må gå ud fra, at en af de afgørende faktorer for om folk takkede ja eller nej var om de havde interesse i bæredygtighed (i mangel på bedre ordvalg). Det er stort set ensbetydende med, at de har et ønske om mere bæredygtighed, og man må gå ud fra at næsten alle de 640, der takkede ja, faldt i den kategori. Derfor fik de endelige 66 medlemmer en urepræsentativ overvægt mod interesse i bæredygtighed på trods af stratificeringen, der sikrede repræsentativitet på alder, køn og geografi. Det synes jeg kunne mærkes i de samtaler jeg havde med de andre deltagere i borgersamlingen.

• Etnicitet Der var ret få med minoritetsetnisk baggrund ift. befolkningen i det hele taget. Der er selvfølgelig et kompromis ift. at kunne afholde borgersamlingen på dansk (hvilket jeg synes er fornuftigt for samtalernes skyld), men der er rigeligt med anden etnisk baggrund der taler dansk til at komme uden om det problem. Input fra andre etniciteter er nødvendig for repræsentationens skyld, men også fordi Danmarks beslutninger om bæredygtighed jo mest har konsekvenser uden for landets grænser.

• Uddannelse På trods af forsøg på at udligne efter uddannelsesniveau var der en overvægt af folk med længere, mere boglige uddannelser, og hvis jeg ikke tager fejl blev den overvægt mere udpræget mod slutningen af året.

Når de tre ting er sagt, så skal det igen understreges at borgersamlingen på trods var meget mere repræsentativ en alle andre fungerende demokratiske institutioner vi har idag. Jeg er også overbevist om at firmaet der faciliterede borgersamlingen, WeDoDemocracy, er bevidste om de mangler, så det bliver spændende at se hvad de finder af løsninger.Det hele startede med en velkomsttale fra Rudersdals borgmester, der i sin tale sagde "jeg er jo ikke repræsentativ". Det er modigt og ærligt sagt af en, der valgt gennem det såkaldte repræsentative demokrati til at repræsentere sine vælgere. Men hun havde ret. Borgersamlingen var langt mere repræsentativ end hun, kommunalbestyrelsen, folketinget og regeringen er. Jeg havde en ægte følelse af, at det var en samling af folk som vi er flest. Der var dog tre problemer med repræsentationen:

Ekspertoplæg

Vi blev givet oplæg fra en række eksperter, der var meget godt udvalgt i forhold til borgersamlingens formål. De fleste var mainstream bæredygtighedseksperter, især mange fra Concito. Det mest anti-bæredygtige oplæg vi hørte var fra en lobbyist fra Landbrug og Fødevarer.

Igen var der et gyldent citat, denne gang fra en af ekspert fra Forbrugerrådet Tænk, der sagde: "Der findes faktisk ikke bæredygtigt forbrug.". Og han havde jo ret, for CO2-budgettet er opbrugt. Så ethvert forbrug er overforbrug.

Udover det, blev der dog nævnt meget lidt om klimakrisens alvor og akuthed. Vi hørte lidt om dens uretfærdighed fra Joachim Peter_Tilsted, og Rasmus Willig fik nævnt, at det bliver ret svært at dyrke mad hvis verden ophedes med 4 grader.

Pånær de sidebemærkninger, blev klimakrisens alvor og akuthed aldrig sagt højt. Så selve motivationen for hvorfor vi overhovedet ville tale om bæredygtighed blev ikke lagt ud. Det kunne have været klaret med et 20 min. oplæg på første borgersamling, men det blev det ikke (vi fik dog et hæfte på forhånd med lidt info om klimakrisen, men jeg tvivler på at særlig mange læste det). Det var ikke en overraskelse, for det er præcis det samme, der sker i hele resten af samfundet: beskrivelsen af klimakrisen og løsningsforslag til klimakrisen bliver holdt adskilt. På den måde får vi politikudvikling, der er fuldstændig afkoblet fra det fysiske system, det skal virke i. Det sker især i medierne, hvor politiske debatter er afkoblet fra klimakrisens mest fundamentale kendsgerninger, og det sker på Christiansborg. Det producerer selvsagt politik der ikke virker.

Det er her aktivistens rolle kommer ind! Jeg tog det, til en vis grad, på mig at være killjoy og nævne de fysiske kendsgerninger, når samtalen bevægede sig for langt væk fra dem. Jeg tror, at det gjorde en væsentlig forskel for de anbefalinger vi endte med.

De andre deltagere

Nogle af de mest interessante samtaler jeg havde, skete faktisk uden for det faciliterede forløb (jeg ved godt de også er en del af konceptet).

En lastbilchauffør

Blandt andet talte jeg med en lastbilchauffør, den aller første gang vi mødtes. Her nævnte han nogle af de reguleringer, de blev underlagt som ramte ham ret uretfærdigt. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på om der ville være de samme protester over kilometerafgiften, hvis regulering af lastbilers udledninger blev besluttet af en borgersamling med deltagelse af en lastbilchauffør.

En mor

På sidste møde talte jeg med en mor. Hun havde sagt til sit barn om morgenen at hun skulle til borgersamling om bæredygtigt forbrug og at hun derfor ikke var hjemme til weekenden. Barnet (vist nok 8 år) havde svaret, at det var godt at hun tog afsted så hun kunne finde ud af at gøre, så de ikke ville blive oversvømmet.

En økolandsby

Jeg gik jo til borgersamlingen i tro om at jeg ville være klar til de største omvæltninger og at de andre deltagere ville klynge mere til villa, volvo, vovse-livet. Men jeg blev overrasket over at de fleste, når de blev bedt om at tænke visionært og utopisk beskrev det gode liv som meget lig en økolandsby (uden at bruge ordet!): Omgivet af natur, fællesspisning, gro mad selv, reparere ting i fællesskab, børn der leger med naboerne, mindre stress og jag.

Borgersamlingens potentiale

På trods af min kritik af repræsentativitet og manglende input om klimakrisen må jeg indrømme at jeg er stolt af de anbefalinger, det er endt ud med. Det er snusfornuftig politik, som magthaverne virkelig ikke har undskyldninger for ikke at indføre med det samme. Anbefalingerne bærer præg af, at de er lavet af almindelige mennesker, der ikke går op i medieglamour, men ser et problem og bare gerne vil have noget fra hånden. God dansk samarbejdsånd.

Efter selv at have deltaget i borgersamlingen, tror jeg stadig på konceptet. Borgersamlinger kan også bruges til falsk borgerindragelse, men hvis de bliver brugt rigtigt til ægte borgerinddragelse og skaleret op i arbejdstid, ressourcer og magt, tror jeg på at de kan fungere som parallel demokratisk institution til folketing og byråd. Hvis det sker, tror jeg man vil komme til at se folketinget som man ser på the House of Lords i Storbritannien.

Efterspil

Borgersamlingens anbefalinger er lige udkommet, og nu kommer den sværeste del af arbejdet: at tilkæmpe sig deres gennemførelse. Det er en meget almindelig fejlopfattelse at tænke, at det bedste man kan gøre er at finde frem til nogle gode idéer og argumentere godt for dem, og så kan man sådan set ikke gøre mere. Men med de politiske emner vi har berørt med borgersamlingen går vi imod interesserne på indgroede magtinstitutioner i samfundet: landbrugslobbyen, fossillobbyen, politiske partier og meget mere. De kommer ikke til at give afkald på deres egen magt bare fordi de hører et godt argument for hvad der ville være bedst for alle.

Så dermed havner vi igen ved det grundlæggende spørgsmål i klimakampen: Hvordan får vi som civilsamfund opbygget magt til at få gennemført en nødplan for klimakrisen? Borgersamlingens success afhænger af, om vi kan tage hånd om det spørgsmål. Hvis ikke, så forbliver borgersamlingen en skindemokratisk institution, og vi kan risikere at folk begynder at miste troen på konceptet i det hele taget.

Udgivet 2023–05–08