Tal med politiet

Med den lidt provokerende overskrift vil jeg åbne en diskussion af, om der måske faktisk er noget at vinde, ved at tale med politiet. Til radikale protester bliver der næsten altid rådet til at svare på alle spørgsmål fra politiet med "ingen kommentar" (evt. gives navn, adresse og fødselsdato). Det er et godt udgangspunkt.

Når jeg alligevel vil argumentere for at tale med politiet, er det fordi jeg mener, at det i nogle situationer kan være ekstra godt, hvis man faktisk taler med dem. Det er i virkeligheden en ret kynisk tilgang jeg skriver om her, og har ikke noget at gøre med, om man har sympati for politiets virke generelt. Men hvis man virkelig ser politiet som sin modstander, er samtalen med den enkelte betjent måske en måde at tackle politiet som institution hvor den er svagest. Spørgsmålet, som den her tekst tager udgangspunkt i, er hvordan vi forholder os til politiet strategisk, selvom vi selvfølgelig skal have for øje om det svar vi kommer frem til er etisk forsvarligt.

Nogle gange har politiets deserteren været afgørende for sejr f.eks. for Otpor, andre gange har det været muligt at vinde uden at politiet stoppede deres undertrykkelse f.eks. for borgerrettighedsbevægelsen. Jeg synes bestemt, at vi skal se på muligheden for at påvirke politiets ageren overfor klimaprotester. Forholdet til politiet er et stort emne, der ikke kan dækkes i denne tekst, men jeg vil se på, hvilke effekter det kan have at tale med politiet og hvordan samtalen kan gribes an.

I hvilket omfang kan politiet påvirkes?

Den grundlæggende positive ting, der kan ske ved at tale med politiet er, at samtalen får dem til at mindske eller helt stoppe deres undertrykkelse. Dette kan komme i mange gradbøjninger og kommer nok først meget sent til at være tydeligt. Hvis politibetjente synes godt om menneskene i klimakampen, og/eller bakker op om at få stoppet klimasammenbruddet kan det være at de:

• Er langsommere til deres arbejde
• Er mindre ihærdige med dokumentation og retsforfølgelse
• Melder sig syge
• Siger op
• Tipper folk fra protester om kommende politiaktioner
• Skriver et samlet brev til regeringen om at protesterne er en opgave for politikerne og ikke politiet
• Tager et moralsk standpunkt og nægter at anholde folk

Er det muligt at politiet kan påvirkes til det?

For at kunne være voldelig eller undertrykkende mod et andet menneske er man nødt til, til en vis grad at afskære sig fra den medfølelse, der følger med menneskelig kontakt. Hvis man er bevidst om det andet menneskes følelsesliv og personlighed er det meget sværere at være ond mod dem. Så det taler i hvert fald for at samtale med politi kan gøre det sværere for dem at stoppe protester. Selvom politibetjente langt hen ad vejen bare følger ordre og skjuler deres private personlighed på arbejde, er det måske muligt at tale til mennesket bag uniformen.

Magt

Spørgsmålet handler tildels om hvordan man forstår magt. En marxist fra Berlin fortalte mig engang at al magt i samfundet i sidste ende kommer fra politiets pistolmundinger. Eller som David Graeber formulerede det: "If you give someone a gun, you can't really wave them around too much".

Det er en stærk pointe, men der er også en anden side af magt: den sociale magt. Det er fuldt ud muligt at en person på ingen måde er materielt tvunget til at handle efter en anden persons vilje, men føler sig så stærkt socialt bundet at de gør det alligevel. Det fænomen bliver ofte overdrevet i film, men er noget, der hele tiden i mindre grad påvirker os.

Er magt i sidste ende social eller materiel? Det må være et sted derimellem. Men pointen er at magt ikke er udelukkende materiel. Den sociale interaktion betyder en hel del for hvorvidt man kan få udført sin vilje i verden.

Det går begge veje

Som et minimum må vi være konsistente i vores analyse. Ændringer i politiets adfærd bliver ofte tolket som en metode til psykologisk at påvirke dem, der protesterer. Hvis politiet går hurtigt til værks bliver det set som en psykologisk taktik, hvis de går langsomt til værks bliver det set som en psykologisk taktik. Men hvis vi mener at politiet i så stort omfang kan påvirke protesterende psykologisk, må det samme så ikke også gælde den anden vej? Jovist, nogle politibetjente har sikkert en del træning og erfaring i den slags, men da langt fra dem allesammen. Hvis man f.eks. mener, at deres psykiske påvirkning kan skabe interne splittelser i klimabevægelsen, kan klimabevægelsen så ikke også skabe interne splittelser hos politiet? Det er åbenlyst, at der er en masse interne uvenskaber og magtkampe.

I bogen Politipsykologi, kan man læse hvad politiet bliver undervist i ift. psykologi på politiskolen. Og det er faktisk rimeligt standard ting som f.eks. hvordan man virker truende eller ej, hvordan traumer påvirker folk osv. og kun i meget ringe grad hvordan man manipulerer folk eller selv undgår at blive påvirket af menneskelig medfølelse.

Hvor står politiet nu?

Samtalen med politiet kan også ses som forlængelse af idéen om, at klimasammenbruddets kendsgerninger skal bringes ud i alle dele af samfundet, så de kan blive holdt for øje i alle samfundets beslutninger. For politiet er en del af samfundet og skal konstant tage beslutninger f.eks. om hvordan de vil behandle protesterende. De beslutninger bør tages med bevidsthed om klimasammenbruddet. Hvis nogen har ødelagt et vindue, er det relevant for politiets beslutning om at anholde vedkommende, hvis der var ild i bygningen. Hvis nogen spærrer trafikken, er det relevant, om samfundet er på kurs mod klimasammenbrud.

Men ud fra mine efterhånden talrige samtaler med politibetjente, kan jeg fortælle, at de har cirka samme indsigt i klimasammenbruddet som den gennemsnitlige dansker. Dvs. de har generelt samme vage idé om at bæredygtighed er godt og udledning af klimagas er skidt, fordi det skaber stigende temperaturer og derved oversvømmelser, skovbrande osv. Men de har ikke en præcis forståelse af omfanget af katastrofen, den overhængende fare for lavineeffekter og hvor langt den førte politik er fra at være tilstrækkelig.

Så derfor kan det være, at det giver mening at tale med politiet. Der er to sider af det: Der er den formelle informationsudveksling: informering om afholdelse af protesten, kommunikation mellem protest og politi under protesten. Og så er der den uformelle: f.eks. samtaler med betjente i politibilen på vej til stationen.

Formelt

Der kan være fordele og ulemper ved at have en formel samtale med politiet om en protest. F.eks. er det et overbevisende argument for at deltage for mange folk, der er ukritiske, uvante til eller generelt synes godt om politiet. Det er svært at storrekruttere, hvis man skal overbevise alle deltagere om et kritisk syn på politiet, inden de kan deltage. Man kan også lidt tage pulsen på hvordan politiets reaktion kommer til at være. Men det giver også politiet mulighed for at forberede sig og dermed undgå fejl — og fejl fra politiets side kan være et afgørende gennembrud for en kampagne.

Politikontakten

Som del af den formelle kommunikation med politiet, kan det være en god idé at vælge en politikontakt, dvs. én person, der står for samtaler med politiet. Det har bl.a. den fordel, at det kan aflaste de andre protestdeltagere fra at skulle kommunikere med politiet (de kan henvise til politikontakten).

Politikontakten skal dog være opmærksom på, at politiet kan prøve at udnytte politikontakten til at hjælpe dem med at styre protesten. Det er nemmere for politiet, at presse en enkelt person til noget end en hel menneskemængde og politikontaktens beskeder til dem der protesterer kan have mere autoritet end beskeder fra politiet. Man skal derfor være opmærksom på, at der som politikontakt eller anden slags mægler mellem politi og protest, er risiko for at blive for gode venner med politiet, ligesom det sker med regulerende institutioner og de organisationer, som de burde regulere.

Aftaler

Politiet kan foreslå at indgå aftaler om en protest på forhånd. Her er det vigtigt, at man ikke går til samtalen med politiet med en indstilling om, at man vil spørge politiet om lov. Det er en grundlæggende ret at protestere og man behøves ikke tilladelse fra nogen for at kunne varetage den. Så hvis du kontakter politiet, er det for at informere dem om, hvad der kommer til at ske, ikke for at høre dem om hvordan de synes, der skulle protesteres.

Derfor er det vigtigt ikke at gå med på politiets mange skjulte præmisser. En indsatsleder har f.eks. engang spurgt Extinction Rebellion om de protesterende ville foretrække at blive anholdt hurtigt eller langsomt. Det bedste svar på det spørgsmål var, at politiet skulle lade være med at anholde de protesterende og i stedet henvende sig til regeringen og bede dem om indføre Extinction Rebellions krav.

Det bliver i det hele hurtigt til protestskuespil, hvis man laver for mange aftaler (men også hvis man nægter samtalen!) med politiet, og man kan desværre heller overhovedet ikke stole på aftaler med politiet, så de skal udelukkende bruges som en vag indikator for, hvad der kommer til at ske.

Uformelt

Den uformelle samtale med politibetjente er lige så vigtig, hvis ikke vigtigere end den formelle. Når man taler uformelt med politiet, er der overordnet to formål:

• At skabe en menneskelig kontakt mellem politi og protesterende
• At kommunikere klimasammenbruddets kendsgerninger og dets konsekvenser for politiet

Her er en liste over måder at gribe ovenstående an på:

Oplæg om klimakrisen

Man kan fortælle om centrale resultater i klimaforskningen og hvordan politikerne tager os længere og længere ud i farezonen. Her er nogle hovedpointer:

• Konsekvenser af klimakrisen er allerede nu på et niveau hvor udledningerne afgørende må stoppes. Ca. 5 millioner mennesker dør en for tidligt død hvert år pga. overophedningen af klimaet.
• Vi er ude i overhængende fare for, at der er blevet sat gang i en lavine-effekt af klimasystemer, der styrter sammen og først slutter når jorden er blevet fuldstændigt utålelig at bo på. Enhver ekstra udledning forøger chancen for at denne lavine-effekt sker.
• Vi er på kurs mod at 1–3 milliarder menneskers hjemsteder bliver ubeboelige inden for 50 år, hvilket betyder, at de kommer til at stå med valget mellem at dø eller at flygte.

Klimasammenbruddet er noget af det ondeste man kan forestille sig, så at fortælle om det, har i sig selv styrke.

Personlig motivation

Man kan fortælle om sin personlige motivation for at være med i klimakampen. Det kan godt gøres uden at fortælle alt for private detaljer, f.eks. ved at fortælle om:

• Hvordan det gik op for dig, at vi er på vej mod sammenbrud
• Hvilke følelser du har om vores nutid og fremtid

Den personlige historie er stærk til at skabe den menneskelige forbindelse og gør det sværere for politiet ikke at sætte sig i dit sted.

Advarsel

Klimakrisen vil realistisk set også betyde store ændringer for politiets vilkår. Når man fortæller dem om klimasammenbruddet, gør man dem i virkeligheden en tjeneste ved at informere dem på forhånd om noget, de alligevel er nødt til at forholde sig til på et tidspunkt. På den måde giver man dem chancen for at gribe sagen an på en velovervejet måde, inden de er helt fanget og bliver tvunget til at reagere på konsekvenserne af at have ignoreret problemet. En afgørende fakta for politiet er selvfølgelig, at klimasammenbruddet kommer til at afføde konflikt og måske vold. Det kan formuleres som reflektionsspørgsmål som f.eks.:

• Klimasammenbruddet gør jo blandt andet, at Italien bliver ørken, og at der så ikke kan dyrkes mad. Så jeg tænker, at det betyder, at dem der bor der kommer til at søge nordpå bla. mod Danmark og at det nok ikke bliver med fløjlshandsker på. Hvad tænker I, det kommer til at betyde for jeres politiarbejde?
• Jeg tænker, at det også er vigtigt at stoppe klimasammenbruddet for jer som politi. Det er jo meget farligt for de folk, der bliver sendt ud med nødhjælp i katastrofeområder til folk, der er klar til at slå ihjel for at få mad og vand.

Det er ret barske overvejelser og skal formuleres klart, så det ikke bliver en trussel, men det er reelle overvejelser politifolk bør gøre sig.

Politiets ansvar

Man kan fortælle politiet, at deres ansvar vel først og fremmest er at beskytte mennesker og demokrati. Og det gør de måske bedst ved at stoppe med at anholde folk, der demonstrerer mod udledning af klimagas:

• Klimakrisen bliver værre og værre, og der kommer til at dø flere og flere indtil politiet stopper med at anholde klimademonstranter.
• Ingen har ret til bare at følge ordre, heller ikke politiet. OS der protesterer, prøver at stoppe udledning af klimagas, der vil dræbe alle, hvis den ikke bliver stoppet.

Det er selvfølgelig her deres menneskelige ansvar, der er tale om, ikke deres jobmæssige ansvar. Men det menneskelige ansvar må veje tungere, og politiet har nok ikke så travlt med selv at gøre opmærksom på forskellen.

Muligheden for at blive en helt

Man kan tale om den enkelt politibetjents mulighed for at blive en helt i denne situation:

• Hvis en politibetjent finder det moralske mod til at nægte at undertrykke klimaprotester, kommer det til at gå over i historiebøgerne
• I Tyskland er tjenestefolk juridisk forpligtet (Remonstrationpflicht) til at meddele deres overordnede hvis ikke de er sikre på, at det de får besked på er lovligt. Ligeledes er de forpligtet til ikke at følge ordrer, som de ikke er sikre på respekterer folks grundlæggende rettigheder.

Høflig demoralisering

Korpsånd (fra engelsk: morale) er vigtigt for hvordan en hær klarer sig i krig, så man må antage, at det også betyder en del for politiets effektivitet. Det, der betyder noget for korpsånd, er opbakning til indsatsens formål og følelsen af fair arbejdsvilkår. Her er nogle ting man kan sige til politibetjente om det:

• I behøves ikke finde jer i at skulle rydde op efter politikerne
• Hvor længe gider I at blive ved med at anholde os?
• Vi bliver jo nødt til som samfund at tage hånd om den klimagasudledning meget snart, så hvis I nu holder op med at anholde os, kan vi få talt ægte med politikerne om det og få det ordnet.

Der skal nok noget mere end anholdelser til før at politibetjentene for alvor føler moralske kvaler med deres arbejde, men uanset, giver det mening at tale om deres meget reelle grunde til at være utilfredse med deres arbejde.

Sammenhæng mellem politibetjentens motivation og klimakampen

Noget af det absurde med klimasituationen er, at det ifølge de værdier 99% af folk har, ville være det rigtige at stoppe klimagasudledningerne omgående. Det gælder også for de fleste politibetjente og det kan man tale om således:

• Du er vel blevet politibetjent, fordi du gerne vil skabe tryghed og sikkerhed i samfundet. Lige nu føler virkelig mange unge (og voksne) sig med rette meget utrygge om deres fremtid. Skal vi ikke få stoppet udledningerne, så de kan få en chance for at få positiv forventing om deres fremtid?
• De fleste militæreksperter er enige om at klimasammenbruddet er en stor trussel mod vores nationale sikkerhed. Er det ikke lidt mærkeligt at politiet anholder dem som prøver at stoppe klimasammenbruddet?

Humoristisk provokation

Politiet prøver meget at opretholde en professionel distance til de ting, de gør, selvom det ofte er ret absurd, når de behandler almindelige borgere, der protesterer for opretholdelsen at et levedygtigt samfund, som kriminelle. Den professionelle distance kan man måske nedbryde med lidt forsigtig humoristisk provokation.

• Hvis man bliver båret væk på en akavet/grov måde kan man sige: Er det første gang I/du prøver det her?
• Hvis man bliver lagt i håndjern eller spurgt urimelige spørgsmål kan man sige: Jeg er altså ikke kriminel, I behøves slet ikke gøre det her.

Der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem at være kæk og at vække respekt/sympati/medfølelse hos politiet. Politibetjente kan godt have anerkendelse for at man står fast i mødet med dem. Men der er en chance for at kommentarerne nedbryder forholdet hvis de bliver nedladende, udskammende eller fjendtlige.

Spørgsmål

Hvis man er bange for at røbe noget i samtalen med politiet, kan man nøjes med at stille spørgsmål og svare på alle deres spørgsmål med: "Det har jeg ingen kommentar til". Her er nogle idéer:

• Hvor alvorlig skal klimakrisen blive for at politiet stopper med at anholde klimademonstranter?
• Hvilken politiaktion er du mest stolt over?

Mange spørgsmål bliver mødt med tavshed fra politiet. Men det betyder ikke, at det ikke har nogen effekt at stille dem. Politibetjenten har nok tænkt over et svar på spørgsmålet uden at sige det højt. Ligesom, at det er meget svært ikke at tænke på en banan hvis nogen siger: "Du må ikke tænke på en banan".

Det kan også være overraskende svært ikke at svare på spørgsmål. Du kan prøve det som et spil med en ven: Hav en samtale, hvor I ikke må svare på den andens spørgsmål, og den første, der kommer til at svare på et spørgsmål har tabt. Det er overraskende svært.

Almindelig omgangsformer

I tråd med den ovenstående pointe om at nedbryde den professionelle distance, kan man tage udgangspunkt i almindelige omgangsformer i mødet med politiet. Det kan f.eks. være ved at:

• Spørge om deres navn, når de spørger om dit.
• Række hånden ud for at give dem hånden når du møder en ny betjent eller siger farvel. Den vil nærmest med sikkerhed ikke blive gengældt, så det skal du lige være klar på. Og det giver nok ikke mening at sige "tak for idag", men du kan f.eks. sige "hav det godt" i stedet for.
• Spørge om de vil sætte en bestemt sang på i bilen, hvis man bliver kørt til politistationen.

Vær vaks

For at samtalen med politiet går godt, skal man dog også være vaks. Politibetjente kan prøve at bruge samtalen til forskellige ting:

• At få en til at sige ting som kan blive brugt mod én i en retssag. Hvis man f.eks. fortæller om protesten, kan politiet finde på at formulere deres spørgsmål, så det lyder som om at man erkender sig skyldig i deres sigtelser
• De kan prøve at få information om fremtidige planer for kampagnen, så de kan forberede sig på dem
• De kan prøve at få information om hvem der er de organiserende kræfter i en kampagne
• De kan prøve at holde en i snak, så man går glip af en afgørende mulighed for at protestere

Nogle politibetjente, især folk højere i hierarkiet og dialogpoliti kan være rimelig skarpe til at manipulere. Så kan det være svært at holde information hemmeligt for dem, hvis man først åbner samtalen. Her er nogle ting, der kan gøre det svært at navigere i en samtale med politiet:

• Man har en naturlig trang til at være gode venner med folk og politiet kan virke sure eller ramte, hvis der er noget man ikke vil fortælle
• Under og efter en protest kan man have meget lyst til at tale og forklare sig
• Politiet kan provokere, så man får lyst til at svare igen
• Politiet kan have en afslappet tilgang, der kan gøre, at man selv føler at det er mindre vigtigt/bliver sløset

Derfor skal man lige overveje inden en samtale om man har noget information, de ikke skal have (man kan selvfølgelig aldrig være helt fri, men inden for rimelighedens grænser). Man kan som kampagne også vælge at designe sin struktur, så dem, der taler med politiet ikke har adgang til den information politiet ikke må få, eller i det hele taget vælge en strategi, der fungerer selvom man arbejder i det åbne.

Udover at dække sig ind i forhold til politiets informationsindsamling, er der nogle andre hensyn man også skal holde for øje:

• Dine medprotesterende kan være blevet behandlet rigtig skidt af politiet. Så er det ret respektløst overfor dem, at have en venskabelig hyggesnak med politiet, hvor man lader som om det ikke lige er sket. Jeg oplevede selv en fredelig protest, hvor der blev brugt smertegreb mod mig. Da jeg blev løsladt stod mine medprotesterende og hyggesnakkede med en politibetjent, og jeg følte mig meget udenfor og overset.

• Det er vigtigt ikke at have for høje forventninger til samtalen med politiet. Der er ingen politibetjente, der kommer til at ændre mening på én samtale. Det er et langt sejt træk, og der er ingen garanti for hvordan det ender. I Storbritannien har klimakampen oplevet at politiet er blevet hårdere og hårdere mod dem på trods af ihærdig indsats for at skabe dialog med dem. Politibetjente kan desuden have en enorm bureaukratisk libido, og det kan være frustrerende ikke at kunne trænge igennem til dem.

• Det kan nogle gange kræve stor disciplin ikke at blive harm over samtalen. Politiet kan lyve og opfinde love eller gøre mange andre ting, så man mister overblikket over samtalen. Her er det bedste bare at stoppe med at svare, æde akavetheden og fortsætte samtalen med sine medprotesterende, når der er kommet ro på i stedet for.

Så, som du kan læse, er der en hel del forbehold at tage, når man taler med politiet. Hvis de forbehold gør, at du tænker det er bedre bare at lade være, er det som skrevet helt i starten en helt fin position. Men forbeholdene er ikke umulige at overkomme og måske ligger der på den anden side af dem mulighed for et gennembrud i klimakampen.

Udgivet 2023–11–21