Glæden ved kampen

Som del af klimakampen bliver man udsat for en masse forskellige følelser. På den ene side er der frygt for straf og udskamning, på den anden side er der – ja, alt det gode. Det kan være stolthed, meningsfuldhed, frigørelse eller måske begejstring.

Hvor kommer det fra?

Inden man har prøvet det, kan det være svært at se hvor det kommer fra. Hvilke følelser, der fylder, er nok også ret forskelligt fra person til person. Men her vil jeg prøve at remse nogle af dem op som jeg kan relatere til, men som ikke umiddelbart er super unikke:

• Glæden ved at blive del af noget større end sig selv. Mennesker er flokdyr, men samfundet er indrettet til at vi alle lever hver vores afgrænsede liv. På arbejdspladser er mange fremmedgjort fra nytten af deres arbejde, og føler sig på den måde heller ikke forbundet til deres medarbejdere. Især følelsen af sammen at sætte noget på spil, styrkes og faktisk få medindflydelse på sit samfund i stedet for at blive skubbet rundt er stærk. I bogen Joyful Militancy beskrives det således: "Joy is not satisfaction with things as they are. It’s part of feeling powers and capacities growing within yourself and in the people around you."

• Der er noget skammeligt ved at være en del af et samfund, der kværner sig selv og resten af verden itu. Som det står i sangen Dommen er faldet, Ingen appel: "Skyldig er den, der kun er sig selv". Tadzio Müller beskriver, at det er denne skam, der kan få folk til at fornægte klimakrisen og stemme på partier, der giver dem lov til at være røvhuller. Men en anden måde at bryde ud af skammen på, er ved faktisk at engagere sig i kampen. Skammen opstår i spændet mellem at vide hvad der bør gøres, og ikke at gøre noget. En af tingene må give efter, så lad det være passiviteten der viger.

• Klimakrisen rammer også vores personlige integritet. De fleste af os har en selvforståelse som værende grundlæggende moralske, gode mennesker. Og en del af den selvforståelse er idéen om, at vi siger fra, også når vi ser ondt gjort mod andre. Klimakrisen er ondt gjort mod andre i et helt enormt omfang. Så ved at sige fra imod dette, bevarer vi vores integritet. Til hverdag går mange med tunge tanker og stærke holdninger til vores samfunds Projekt Død-med-Klima, men siger dem ikke højt. Det giver en hel masse mikroaggressioner, så det er en befrielse endelig at stå ved sine holdninger og ikke længere skulle dukke nakken.

• Klimakampen kræver selvovervindelse. Den kræver, at man overvinder sin forfængelighed og frygt for at afbryde og sige imod. Det er ting, alle kæmper med, og ved at blive del af klimakampen og vokse med opgaven, kan man opnå det. Klimakampen kræver også, at man ser sig selv i øjnene og vælger mere dybdegående, hvad det er, man vil i sit liv. Det er ironisk, at det først er med klimakrisen, at man tager sig sammen og arbejder på disse ting, men sådan er det nu engang.

• I den langstrakte udfoldelse af klimasammenbruddet går man i en konstant venteposition. Gradvist eskalerer ulykkerne, mens man bliver bedt om at slå koldt vand i blodet de næste 30 år. Hele tiden skal man håbe på, at den næste politiske aftale endelig fungerer, for så at blive skuffet hver gang. Det er enormt rart, at vende ventepositionen til en aktiv position — så man selv sætter tidsrammen for hvornår der skal handles, og så er det op til politikerne at reagere.

• Klimakampen er spændende - det er kampen mellem godt og ondt, liv og død. Det er markant anderledes end det ultra-trygge hverdags trummerum, som mange ellers går rundt i, hvor det meste er lidt ligegyldigt og kedeligt.

Det er godt at disse følelser er der! Det er ikke "forkert", at synes det er fedt at deltage i klimakampen. De ovenstående følelser er mobiliserende og motiverende, fordi folk gerne vil lave noget fedt i deres liv, og de giver en bedre stemning, når deltagerne ikke kun ser aktiviteterne som pligter og modvilligt tager opgaver.

Så det må også være okay, at nyde disse følelser. Vi skal give plads til dem og turde tale om dem, hvis vi vil mindske elendigheden lidt. De kan godt være der samtidigt med sorg, frygt (og selvmedlidenhed).

Men

Der er dog også nogle ulemper, ved at lade de positive historier fylde alt for meget:

• Det ville være uærligt at gemme den svære side væk. Klimasammenbruddet er gravalvorligt, og hvis ikke det var der, ville jeg jo ikke gøre nogle af de ting, vi gør.

• Klimakampen kan blive taget mindre seriøst, hvis det ser ud som om deltagerne i klimakampen bare gør det, fordi de synes det er fedt, for at få opmærksomhed, eller for adrenalinrushet. Det kan skabe en opdeling mellem "aktivisterne" og "os andre", hvor det er lettere at parkere ansvaret på dem, som alligevel tænder lidt på den slags grænseoverskridende aktiviteter.

• Når man ser protestaktioner, ser det måske ikke umiddelbart sjovt ud at være med til. Så det kan være svært at relatere til en deltager i en protestaktion, der virker begejstret og fortæller, at det bare er super sjovt.

• Det kan lyde som om man bare skal lave det, man synes er sjovt. Folk kan forveksle "at det føles godt/rigtigt" med at det er trygt, nemt, komfortabelt, eller at være underholdt. Grunden til, at vi ikke har vundet klimakampen endnu, er fordi folk har undgået at gøre de ting, der er svære.

• En del af idéen med civil ulydighed er offerviljen. Når staten straffer folk, der kæmper for det fælles bedste, kommer der flere til pga. at det skaber forargelse. Det er ubehageligt at se folk blive ydmyget. Men hvis dem, der bliver ramt af repressionerne bare har en fest, eller endda ser ud til at ønske repressionerne, forsvinder den mobiliserende effekt måske.

Så

Spørgsmålet er, hvad den rette balance mellem de to sider er. Hvornår skal der lægges vægt på det gode, og hvornår skal der lægges vægt på det svære?

Det er et godt udgangspunkt, at holde fast i, at der ikke i sig selv er noget fedt i at afbryde eller at gøre noget andet, end hvad politiet giver ordre til. Og især heller ikke i de ting, det fører til, som f.eks. farlige situationer i trafikken, at blive anholdt, at være i retten, at blive straffet med bøder eller fængsel og at have svære samtaler med familie og venner. Det er fordi staten og industrien har besluttet at fortsætte klimasammenbruddet, at vi sætter os selv så meget på spil. Underforstået, at hvis staten gjorde deres beslutning om, og i stedet valgte at stoppe udledning af klimagas, ville vi ikke se den samme mening i at kæmpe.

Når det så er sagt, så er situationen jo at regeringen har besluttet, at de vil have os til at udlede så meget klimagas, at det truer hele vores samfund. Så det må være den situation, vi tager vores beslutninger ud fra. Det nytter ikke at drømme sig til en situation uden klimasammenbrud. Man kan måske ønske at man selv ikke vidste det, og have brug for at lades som om, men det er godt nok ikke særlig konstruktivt i sig selv. Langt hellere ønsker jeg mig, at andre ville stoppe med at fortrænge det.

Jeg vil foreslå, at når nu situationen er som den er, så er det bedste man kan forestille sig da at se den lige i øjnene, kæmpe for det man har kært og stå op for sine rettigheder. Jeg siger ikke, at det gør det let, men det kan godt være svært og alligevel være fedt. Eller sagt på typisk dansk: vi ka' lissågodt få det bedste ud af det.

Vi må ændre vores indstilling til oprørsarbejdet lidt. Det skal være ok at gøre de kedelige opgaver fede. Glæden i kampen er et mål i sig selv, men det må ikke være på bekostning af at gøre effektiv modstand. Man kan sige: vi har pligt til at kæmpe og pligt til at gøre det så fedt som muligt at være med til.

Og vi skal huske glæden ved at være med i klimakampen i det hele taget, selvom det kan være svært, uvant eller grænseoverskridende, at gøre en bestemt ting. Eller omvendt: det kan være svært at gøre noget, men der er en vigtighed og mening, der gør at man overvinder sig selv og gør det alligevel.

Pressen

I pressen er nok det sted hvor det er sværest at kommunikere glæden ved kampen. Det bliver hurtigt afsporet til forskellige uhensigtsmæssige fremstillinger af klimakampen. Her kommer der nogle forslag og idéer til, hvordan det måske kunne håndteres:

Journalister kan blandt andet fremme idéen/fortrængelsesmekanismen om, at der er en gruppe i samfundet, som er gode til klimakamp, og synes at det er fedt i sig selv. Det er myten om aktivisterne, der tager sig af det, og den er vigtig at afkræfte. Det handler om at overbevise lytterne/seerne at de vil føle sig på rette sted, hvis de deltager i klimakampen.

Hvis medierne siger noget i retning af "hvad med folk, der ikke interesserer sig for klima?", så er det vigtigt at få sagt, at klimakamp jo ikke er nogen interesse eller hobby. Der kan så følges op med, at hvis ikke der var en klimakrise, så ville vi da ikke sætte os selv så meget på spil. Men for alligevel at kommunikere glæden ved kampen, kan der tilføjes: når nu situationen er som den er, så er det bedste man kan tænke sig da, at se kendsgerningerne i øjnene og kæmpe imod og stå op for vores rettigheder.

På den måde kan man få vendt journalistens framing af klimakampen som en interesse til at få talt om de alvorlige kendsgerninger bag, uden at få det til at lyde som ren elendighed at være med i klimakampen. I det hele taget kan man bruge glæden ved kampen til at sige de alvorlige kendsgerninger bag med et glimt i øjet.

Et andet greb, man kan bruge, for at gøre deltagelse i klimakampen mere relaterbar, er at omtale det udefra. F.eks. sige: "Jeg kan godt forstå, hvis det ikke ser særligt fedt ud at være med til, set udefra, men hvis jeg ser på hvor meget der er brug for noget, der kan ruske op i samfundet og stoppe nødsituationen, så synes jeg, at det bedste, vigtigste sted jeg kan være, er ude til protestaktion."

Presseoptrædener er også vigtige for dem, der har været med til den protestaktion, der bliver omtalt. For nogle vil det være vigtigt, at klimakampen ikke bliver fremstillet som fri leg og popcorn, for andre vil det være vigtigt at talspersonen ikke kun piver over hvor syndt det er for dem, og siger, at de hellere ville spille playstation. Så det er vigtigt at få både det fede og det svære med.

Spekulative pointer om kultur

Jeg vil slutte af med nogle spekulative pointer om, hvor paradokset om glæden i kampen kommer fra. De er rent spekulative, og tjener udelukkende det formål, at inspirere til hvor man kunne arbejde videre med emnet, men skal ikke tages seriøst i sig selv.

Afkaldskultur

Klimabevægelsen er tidligt blevet kendt som ret asketisk eller selvpinerisk. Det startede med idéen om at begrænse sit individuelle forbrug, og at det gav en (skjult, men åbenlys) tilfredsstillelse at give afkald på nogle ting. Og måske er det lidt samme tankegang, der går igen med at skulle forstyrre og gøre protest fordi man har et ansvar, selvom det ikke er særlig rart.

Der er nærmest en idé om at en gerning kun er god, hvis man synes den var ubehagelig at udføre. Altså at hvis man gjorde noget der hjalp andre, men man selv havde det fedt med det, så er det i virkeligheden ret egoistisk. Gu' er det røv — det gør det bare dobbelt så godt!

Bag alt dette ligger der måske også en idé om, at vi kan kæmpe klimakampen uden glæden, fordi vi rationelt kan se nødvendigheden og derfor kan se udover vores egne følelser. Men sådan fungerer mennesker bare ikke.

Anti-work

Modstand mod lønarbejde i sin helhed er en tiltagende tendens i samfundet, også kendt som anti-work bevægelsen. Og det flugter umiddelbart meget godt med andre idéer, der hersker i klimakampen, som f.eks. degrowth.

Problemet opstår når arbejde i klimakampen bliver sat i samme kategori som erhvervsarbejde. Så bliver det pludselig ønskværdigt at skrue ned for sit arbejde i klimakampen, som del af et generelt ideal om at arbejde mindre og holde mere fri.

Derfor må vi for alt i verden fastslå at nej, klimakampen er ikke en hobby eller interesse, men det er heller ikke erhversarbejde. Grunden til at arbejde mindre erhvervsmæssigt er, så vi kan arbejde mere for klimakampen. For klimakampen er en kamp for vores rettigheder, og hvad kunne være bedre end at bruge vores tid sammen på det?

Udgivet 2023–08–25