Lukas, der sidder udenfor med en neonvest på og hænderne bag ryggen

Oprørsbreve

Idéer til klimakampen


Institutionalisering

Der er et spænd mellem hvordan danskere er vant til at engagere sig i samfundet, og hvordan en god del klimaorganisationer prøver at engagere nye deltagere. Min hovedpåstand er at man som dansker er vant til at engagere sig i samfundet gennem institutioner. Det er noget jeg ironisk nok har hørt fra en efterskolelærer, men pointen er god nok, synes jeg. Fra barnsben af får man præsenteret fritidsinteresser gennem foreninger, velgørenhed gennem ngo'er og uddannelse gennem lærepladser og institutter.

Langt hen ad vejen er jeg stolt af at Danmarks civilsamfund har så velfungerende en struktur, der giver fællesskab, tilhørsforhold og glæde til mange. Problemet er så, at det er meget uvant for folk at tænke uden for den struktur.

Rekruttering

Et af de steder hvor emnet er tydeligt i klimakampen er i rekrutteringen af nye deltagere. Når potentielle nye deltagere i klimakampen beslutter sig for at blive en del af oprøret har de, bevidst eller ubevidst, nogle forventninger til hvordan de kommer igang. Hvis tilstrækkelig mange af de forventninger bliver brudt, tænker de sig om en ekstra gang, og falder nemt fra.

Vi skal ikke forhaste os her: nogle forventninger er man nødt til at bryde - f.eks. vil nogle have en forventning om at få alt serveret på et sølvfad. Men andre bliver brudt unødvendigt. Opgaven er så at rode bod i hvilke dele af sin rekruttering man kan tilpasse, så man gør det nemmest muligt for folk at være med, uden at give afkald på de ting, der gør bevægelsen stærk.

Skal man bare rekruttere gennem personlig kontakt, eller skal man offentliggøre events? Skal man lade folk vælge hvilket emne de vil arbejde med eller fortælle dem hvor der er brug for hjælp?

Før jeg går videre vil jeg præsentere:

Argumenter imod institutionalisering

Extinction Rebellion og andre bevægelser er til dels skabt ud fra en meget reel kritik af de etablerede institutioners (ngo'er, politiske partier, virksomheders) tilgang til klimakrisen. Den institutionelle tilgang har bla. følgende katastrofale følger:

Men en del af grundene til at afvise den institutionelle tilgang er også ideologiske, og det er her at jeg mener at der er plads til (og brug for) forbedring.

Eksempler fra praksis

Jeg vil starte med et eksempel på en tilgang, der ikke virkede. I løbet af 2020 afholdt XR en række møder med målet om at starte aktionsgrupper. Det er grupper på 4-12 personer, der lærer hinanden godt at kende og deltager i aktioner og evt. selvstændigt afholder dem.

Vi holdt ca. 6 møder henover sommeren og fik kun samlet én gruppe, der stadig er aktiv. Møderne var meget lidt institutionsagtige. Der var ingen tilmeldingsliste, de blev som regel holdt i en park (pga. corona) og den eneste opfølgning var en invitation til en chatgruppe, hvor der blev sendt en besked en gang om ugen.

Løsning

I 2021 har XR til gengæld afprøvet en anden tilgang, som har virket en del bedre. Ved at tildele nye deltagere en makker til at introducere dem til arbejdet og alt det sociale(!) har nye fået en meget bedre chance for at engagere sig. Det har vist sig at være meget mere effektivt og den ekstra indsats værd. På samme måde lykkedes det at sætte en aktionsgruppe i gang og nå hele vejen til første aktion i første forsøg.

For mig at se har Den Grønne Studenterbevægelse også haft god success med at engagere nye medlemmer vha. en rimelig fast struktur.

På samme måde har det virket rimelig godt at efterligne oplevelsen af at engagere sig i en institution på andre punkter. Her er nogle konkrete eksempler:

Det var så rekrutteringen, men institutionalisering bliver ved med at være en vigtig tendens senere hen. Klimaoprøret har især brug for to ting, som mange er tilbageholdende med at gøre: at investere tid og at gå udover sin komfortzone. Det er to ting, jeg især ser at institutioner kan bringe frem i folk.

At investere tid, er den mest åbenlyse: institutioner giver deres medlemmer lyst til og hjælper dem med at retfærdiggøre at bruge store mængder af tid på projekter. Se f.eks. på hvor mange der bruger 25 timer om ugen i et halvt år på at skrive en universitetsopgave om sociale bevægelser (eller et hvilket som helst andet emne) ift. hvor mange, der gerne vil bruge 25 timer om ugen på at organisere en social bevægelse.

Men institutioner lykkes også med at få deres medlemmer til at udvide deres personlige grænser. Et pænt eksempel her er skolen hvor man lærer at give præsentationer man ellers var bange for. Et grimt er militæret hvor man lærer at dræbe andre mennesker (Det sidste eksempel er taget med, på ingen måde fordi jeg synes man skal lære at dræbe andre mennesker, tværtimod, men for at vise graden af hvor meget institutioner rykker på mennesker).

Konteksten er vigtig

Så hvordan får man det samme engagement og selvovervindelse som nævnt i ovenstående eksempler ind i klimaoprøret? Hvis du vil have svaret, så må jeg skuffe. Men jeg tror, vi kan komme tættere på det ved at se på konteksten som samfundets institutioner placerer klimaoprøret i. Som eksempel lad os se på en person, der skal træffe en beslutning om at blive på deres uddannelse eller istedet at tage en pause fra den og gøre klimaoprør.

For at tage beslutningen vil personen så stå, bevidst eller ubevidst, og opveje mellem de forskellige argumenter, de har hørt for det ene eller det andet:

Så selvom det givetvis ville være det rigtige valg at tage en pause fra studiet (det var det for mig), gør konteksten det meget, meget svært at nå dertil.

En del af tendensen med ikke at ville gøre bevægelsen for institutionsagtigt kommer fra en (sund) tanke om ikke at ville bestemme over andre. Den tilgang går bare ret dårligt i et samfund, der har helt andre mål end klimaoprøret. Og resten af samfundet har ingen problemer med at bestemme over folk og fortælle dem hvad de bør gøre.

Jeg er i princippet enig i at lade folk tage deres egne valg, men på grund af konteksten ville slutresultatet blive, at folk endte med at tage beslutningen på et meget skævt grundlag. Det kan jeg ikke acceptere. Jeg vil foreslå at det pga. konteksten er okay at sige til folk, at de bør droppe deres studier og gå ud og blive anholdt. Hvis ikke du er klar på at sige det, vil jeg foreslå at du i det mindste bringer på tale hvilke andre institutioner, der prøver at påvirke vores beslutninger om vores liv.

Opsummeret vil jeg sige, at jeg tror man kan tackle institutionaliseringen ved efterligne den når man engagerer nye og ved at forklare den og tale den imod senere hen.

Udgivet