Lukas, der sidder udenfor med en neonvest på og hænderne bag ryggen

Oprørsbreve

Idéer til klimakampen


Bilfri By og Politiet - de første 9 måneder

Introduktion

En afgørende del af et succesfuldt klimaoprør er en god håndtering af politiet. Bilfri By har det sidste halve år afholdt månedlige fælles cykelture, der lå på grænsen mellem almindelig demonstration og civil ulydighed. Politiet gjorde i en periode en smule for at stoppe vores cykelture, men det lykkedes at ændre på deres reaktion. Vi vil gerne dele vores erfaringer her, for at alle kan læse om hvad de kan forvente fra politiets side og se hvad der måske kan virke hvis de vil starte et lignende initiativ.

Bilfri By

For at gøre hele situationen mere konkret og forståelig vil vi kort beskrive hvad Bilfri By's fælles cykelture går ud på: Bilfri By's fælles cykelture er en dansk udgave af et koncept der foregår i storbyer i hele verden, oftest under navnet Critical Mass. Konceptet består i at man typisk mødes om eftermiddagen sidste fredag hver måned og cykler rundt i byen sammen. Turene foregår super fredeligt, der er ingen der bliver bragt i fare, men der cykles på kørebanen i stedet for på cykelstien.

Før vi overtog som styregruppe har det også været afholdt en del gange i København under det navn. Bilfri By's hovedmål er at København skal være bilfrit inden for metroringen, så cykelturene er altså også politiske demonstrationer. Det kan man tydeligt høre på talerne før og efter turen og slagsange under turen. Tilsidst skal det siges at vi på forhånd havde lidt erfaring med civil ulydighed og at omgås politiet i den forbindelse.

Og nu til selve historien:

November

Forberedelse Inden turen overvejede vi en del om vi skulle indregistrere cykeldemoen hos politiet eller ej. Vi besluttede os for at lade være, da gruppen der afholdt cykeldemoer før os heller ikke havde gjort det og det havde fungeret fint (selv om politiet af og til kom forbi for at se hvad der foregik). Det passede også med at vi havde et ønske om at bruge demoerne til at bringe folk der ellers er vant til at deltage i fuldstændig stats-godkendte demoer lidt tættere på idéen om civil ulydighed.

Desuden er det også hovedreglen for Critical Mass at man ikke indregistrer cykelturen som en demo hos myndighederne. Mange steder er det lovligt at cykle på kørebanen, og deltagerne insisterer på at det er tilfældigt at så mange cykler kører samme rute, samtidigt. Mange steder har politiets svar på den tilgang i første omgang været at prøve at lukke cykelturene ned. I nogle amerikanske byer med knipler og konfiskering af cykler, men uanset graden af undertrykkelse lykkedes rigtig mange steder med tilsidst at kunne afholde deres cykelture frit, som det er deres ret. Så vi forventede godt at møde lidt modvilje fra politiets side, men tænkte at det skulle være en smal sag i København.

På dagen Fire betjente fra politiets cykelpatrulje dukkede op til vores første cykeldemo sammen med de ca. 70 demodeltagere. Betjentene sagde at vi ikke kunne cykle på vejen, og slet ikke "hvis det ikke er en demonstration" hvilket vi hurtig fandt ud af for dem er ensbetydende med at den ikke er blevet registreret på forhånd. De spurgte desuden efter en demoleder. Vi besluttede hurtigt at registrere turen som en demonstration på stedet, og stillede med en "kontaktperson", men politiet blev ved med at kalde det "leder". Politiet insisterede desuden på at kontaktpersonen skulle opgive telefonnummer. En venlig demodeltager oplyste om at det ikke var et krav, og vi vidste desuden at politiet har en rimelig dårlig track-record for håndtering af telefondata så vi oplyste ikke noget nummer. Her er hvad loven siger:

"Anmeldelsen skal [...] indeholde angivelse af formålet med mødet eller optoget, tidspunktet, mødestedet og ruten samt det forventede antal deltagere." Ordensbekendtgørelsen §5

Altså ikke noget om telefonnummer. Betjenten ringede til sin overordnede og vendte da også tilbage og indrømmede at det behøves man ikke. De holdt til gengæld fast i at vi ikke måtte cykle på kørebanen. Vi insisterede på at det ikke giver mening at holde demonstration mod biler ved at cykle på cykelstien. Efter en halv times forhandling frem og tilbage hvor de kommunikerede med deres overordnede og vi gjorde vores bedste for at give indtryk af at vi ville komme til at cykle på vejen uanset om de tillod det eller ej, gik de med til at vi kunne cykle på vejen. Cykelbetjentene havde det fint på turen og rygtet siger at der faktisk var en af dem der råbte med på "Bil-fri By!" slagsangen. Efter demoen sagde politiet at de synes at demoen gik fint, og at hvis vi registrerede demoen på forhånd næste gang kunne vi undgå den halve time forhandling før turen.

Januar

Forberedelse Vi besluttede os (lidt skeptisk) for at afprøve politiets forslag og sendte en meget kortfattet registrering af demonstrationen. I bagklogskabens lys, ville det måske have været gavnligt at give en udførlig beskrivelse af forgående cykeltur. Men en blanding af at ville insistere på at retten til at demonstrere uden at oplyse om præcis hvad der kommer til at ske på forhånd, og en lidt naiv tro på politiets interne kommunikation gjorde altså at beskeden kun indeholdt minimum for hvad de efterspurgte. Samtidigt forberedte vi en rute der til største del gik på veje uden cykelsti. Både for at stille os selv gavnligt i diskussionen om hvorvidt vi kunne cykle på kørebanen eller ej, men også fordi vores budskab nok ville stå stærkere der.

Dagen efter at vi indsendte registreringsformularen (hvilket samtidigt var dagen inden demonstrationen) blev vi ringet op af politiet. Betjenten i telefonen sagde at vi ikke må cykle på kørebanen og tilføjede desuden at vi ikke må cykle med flag i hånden da man skal have begge hænder på styret. Vi plejer alligevel at have flagene montreret på cyklen, men her er hvad færdselsloven siger:

"Cyklist skal under kørslen have begge fødder på pedalerne og mindst den ene hånd på styret." Færdselsloven §49, stk. 4

Vi prøvede at forklare og insisterede på at det gik fint med at cykle på kørebanen sidste gang og at det desuden er vores ret i forbindelse med en demonstration. Sektretæren sagde at de ville vende det med deres jurist og ringe tilbage senere. Det gjorde de så dagen efter og gentog at de ikke vil acceptere at vi cykler på kørebanen. Vi prøvede at argumentere igen, men de holdt fast og sagde at de vil sende meddelelsen på skrift.

I deres mail havde de inkulderet en lang liste af love som vi givetvis kunne overtræde hvis vi valgte at afholde demonstrationen som vi havde planlagt. I en lidt absurd vending havde de blandt andet tilføjet at hvis man har maske på til demonstration er strafferammen 6 måneder i fængsel. Det her var midt mens anden bølge af covid-19 var på sit højeste og efter at de havde sagt at hvis vi var flere deltagere kunne de måske gå med til at vi afholdt demonstrationen.

På dagen Der dukkede ca. 30 deltagere op til demonstrationen og politiet kom med en mandskabsvogn. De spurgte igen hvad der skulle foregå, selvom de nok vidste det, eller i hvert fald burde vide det. Vi afholdt os fra at angive om vi vil cykle på kørebanen eller ej. Snakken var kort og de endte med at sige "Hvis I cykler på kørebanen hvor der er cykelsti så vil I risikere en bøde, men det meste af ruten er vist alligevel uden cykelsti". Det var der heldigvis en i gruppen, der opfangede som et hint om at de ville se igennem fingrene med hvad de tidligere havde skrevet. Vi informerede folk om hvad politiet havde sagt, og de allerfleste var med på at cykle alligevel. Vi cyklede turen uden problemer på trods af kulde og mørke.

Februar

Forberedelse Siden at det gik bedre for os når vi talte med politiet ansigt til ansigt end når vi indsendte en formular besluttede vi os for at prøve at aftale et møde med dem. Vi ringede ind, men stødte på samme betjent, der ringede os op sidst og de insisterede på at vi skulle indsende en formular. Siden at det virkede bedre i November, hvor vi ikke havde indsendt noget på forhånd, valgte vi ikke at foretage os noget yderligere og i stedet afholde demonstrationen uregistreret.

På dagen Vi var igen omkring 30 deltagere, og politiet dukkede ikke op til demonstrationen, selvom den altså var offentliggjort på samme måde som tidligere cykeldemoer. Vi fortalte deltagerne om situationen og cyklede turen og det gik fint igen.

Marts

Forberedelse Efter vores erfaringer fra de to foregående ture, valgte vi ikke at registrere eller tage kontakt på nogen måde. Den beslutning kom til dels som en strategisk overvejelse, men også fordi vi personligt ikke vil lade os koste rundt med ("Nu har vi prøvet at være flinke længe nok").

På dagen Først dukkede der en enkel motorcykelbetjent op som var venlig nok at tale med. Vi forklarede hvad der skulle ske og han sagde at det lød fint nok. Kort efter kom der så endnu en betjent og holdt fast i at politiet syntes at vi ikke måtte cykle og understregede at vi altså ville få en bøde hvis vi prøvede alligevel. Han løj desuden og sagde at den eneste måde man kan 'få lov' af dem til at holde en demonstration er ved at registrere den i forvejen (vi vidste jo fra vores tidligere ture at det ikke passede).

Han gentog også argumentet om at vi skulle være flere, men ville ikke give svar på hvor mange der ville være nok. Politiets argument om at vi skal være flere er bygget op således: "Hvis I ikke er flere, kan det ikke betale sig for os at afsætte resourcer til jeres demonstration, og hvis vi ikke kan være med til demonstrationen kan vi ikke acceptere at I afholder den.". Hverken første eller anden del, har hold i loven. Ingen steder står der at vores rettigheder er betinget af om politiet vil afsætte deres resourcer for vores sag eller ej. Vi meldte ud til folk hvad politiet havde sagt, og en stor gruppe valgte at springe fra bla. fordi en del af dem ikke havde permanent opholdstilladelse, og en bøde for dem givetvis kunne betyde at de ville blive smidt ud af Danmark. En mindre gruppe valgte dog at cykle alligevel. De cyklede en anden rute end hvad vi havde annonceret og blev ikke stoppet. Selvom stemningen på turen var god føltes det lidt som at have ramt bunden, og der var brug for en ny tilgang for at komme videre.

April

Forberedelse Vi holdt et langt møde om hvad vi skulle gøre med politiet og kom frem til at der var to veje der eventuelt kunne få os ud af vores knibe:

Vi besluttede os for at prøve det sidste da det umiddelbart virkede mest ligetil at omsætte. Altså registrerede vi demoen hos politiet, og skrev at vi forventede 80 deltagere. I registreringen spurgte vi desuden specifikt efter at det blev cykelpatruljen der kom ud til demoen. Politiet ringede os ikke op, men sendte et svar hvor de accepterede at vi cyklede på kørebanen! Selvom vores indsendte formular ikke var betydeligt forskellig fra den vi havde sendt i januar var deres reaktion nu betydeligt anderledes.

På dagen Der var ca. 70 fremmødte deltagere og politiets cykelpatrulje kom også. Betjentene valgte ovenikøbet ikke at cykle med på ruten. Senere i teksten her har vi lidt bud på hvad der gjorde at vi fik ændret politiets reaktion.

Maj

Forberedelse Eftersom det gik godt på sidste tur holdt vi fast i samme strategi igen. Den her tur var en del af Extinction Rebellion's aktionsuge. Politiet svarede ligesom sidst med en accept af demonstrationen, på de vilkår som vi satte. Inden den her tur havde vi også fundet følgende paragraf i ordensbekendtgørelsen:

"Politiet kan give påbud om, at en forsamling skal afholdes et andet sted end det påtænkte, eller fastsætte andre vilkår for forsamlingens afholdelse, når der er begrundet frygt for fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige orden, herunder betydelig forstyrrelse af færdslen, eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed." Politiloven §7, stk. 3

Den kunne have være god at kende lidt tidligere, da vi tydeligvis ikke overskred nogle af hjemlerne for at give påbud om at forsamlingen afholdes et andet sted.

På dagen Igen var der ca. 70 deltagere. Denne gang fulgte politiet med på turen med en mandskabsvogn foran og bag demonstration og et par motorcykelbetjente. Den politireaktion kom pga. deres syn på Extinction Rebellion og havde ikke så meget med indholdet af vores cykeldemo at gøre.

Juni, Juli, September

I Juni, Juli og September (August måtte vi aflyse, af grunde der ikke havde med politiet at gøre) har vi holdt fast i samme strategi og fået grundlæggende samme skriftlige svar og samme reaktion. Nogle gange er politiet mødt op før turen men er så kørt igen før vi er cyklet afsted, nogle gange er de slet ikke mødt op. Til de ture har vi været 20-30 deltagere af forskellige grunde, men det har ikke ændret på politiets reaktion, og de har droppet påstanden om at demonstrationen ikke kan afholdes, hvis der ikke er flere deltagere.

Konklusion

Nok den mest interessante del af historien er at det kunne lade sig gøre at ændre på politiets reaktion på demonstrationerne. Så er spørgsmålet selvfølgelig hvad der gjorde det muligt. Her vores bud:

Udover de ting der har påvirket politiets reaktion har vi også lært noget om hvordan vi styrer politiets påvirkning af os:

Vi havde selvfølgelig også andre udfordringer end politiet i vores afholdelse af demonstrationer, men den her tekst handler om politiet. Og vi kan roligt sige at de første fire måneder var politiet klart den største forhindring i at afholde demonstrationer, som det er vores demokratiske ret. Der står "politi" 68 gange i vores mødenotater. Selvom der er rigeligt plads til mere ideologisk kritik af politiet er det ikke det der er pointen her. Vi skriver her for at du kan læse hvordan politiets reaktion kan se ud hvis du arrangerer initiativer, der ligner Bilfri By, og for at du ved hvad du kan gøre for håndtere den reaktion.

Som nævnt i starten prøver vi bevidst lidt at afsøge grænsen mellem hvad der er almindelig demonstration og hvad der er civil ulydighed. Der er et væsentligt spænd mellem hvad loven siger og hvad politiet siger. Vi prøver så at placere demonstrationerne inden for det spænd. Det giver mening for vores mål med Bilfri By, men for mange vil det nok give mening at placere sig tydeligt uden for hvad Ordensbekendtgørelsen tillader. Uanset hvilken tilgang du vælger ønsker vi held og lykke med det, og håber at du også vil dele dine erfaringer.

Udgivet