Vejblokadens plads i klimakampen
Hvordan virker vejblokader som protestform til at skabe forandring i samfundet? Vejblokader kan tage forskellig form og have forskellige formål alt efter hvor langt en kampagne er i deres arbejde. Lad os sætte nogle overskrifter på de forskellige aspekter af vejblokaden og dens plads i klimakampen.
Veje er symboler for fossiløkonomien
Veje og især motorveje er et stærkt symbol på fossiløkonomien. Vores økonomiske system, der med sin allestedsnærværende påvirkning skubber resourceforbruget op og bæredygtighed ned, har ikke noget centrum, hvorfra dårligdommene udgår. Det gør det svært at kritisere og forsvare sig mod. Men det har symboler, der kan virke som stedfortræder for det fraværende centrum, og motorveje er et godt bud på det.
Personbiler står for en betydelig del af samfundets udledninger og veje er døde områder, asfalteret så intet kan leve der. Veje bliver brugt til at transportere folk til og fra arbejde, og til at transportere forbrugsvarer hen hvor de bliver købt eller smidt ud. Det er summen af alle disse rutiner, der skaber klimasammenbruddet, så det er det, vi skal have stoppet.
Opmærksomhed
At spærre veje giver opmærksomhed. Mange har en stærk og forståelig modvilje mod at gøre noget for opmærksomhedens skyld. Men opmærksomhed er absolut nødvendig for det arbejde, der skal laves i klimakampen. Opmærksomhed er en grundbetingelse for at lave storrekruttering og for at få samfundet i sin helhed til at tage stilling til klimasammenbruddet. Hvis ikke omfanget af opmærksomheden kommer op i den rette størrelsesorden, har klimakampen meget ringe mulighed for at vinde nok indflydelse i tide.
Vi kan ikke blande nogen uden om situationen, så derfor er det bedste sted at være, der hvor alle lægger mærke til det. Transgressionen - altså afvigelsen fra de normale rammer - skaber interesse hos folk. Det er noget, der ikke bare bliver filtreret ud af vores hårdføre indtryksfilter.
Offerviljen ved at sætte sig selv i fare
Protest på veje kræver en vis offervilje. Både fordi, der er en fysisk fare ved at være i protest blandt tunge køretøjer, og fordi det - i sig selv - ikke er en særlig populær ting at gøre. Denne offervilje er med til at give protesten den seriøsitet, tyngde og alvor som klimasammenbruddet bør kommunikeres med. Den kan samtidig skabe en vis respekt for de protesterende, fordi offerviljen kræver mod, både fysisk og moralsk.
For at folk har respekt for den offervilje, kræver det selvfølgelig, at de på en eller anden måde er enige i formålet med protesten. Siden vi i klimakampen protesterer for vores allesammens overlevelse, hvilket de fleste bakker op om, er det altså helt legitimt at protestere på veje.
Økonomi og politisk pres
Hvis det lykkes at skalere vejblokader op til en kritisk størrelse og antal deltagere, kan de blive den afgørende mekanisme for politisk pres. Fordi vejblokader tager politisk fokus, folk har en forventning til at kunne komme rundt i bil og fordi vejblokader har økonomisk betydning for samfundet er regeringen nødt til at forholde sig til dem. Der er to måder for regeringen at slippe af med vejblokaderne: at indføre de politiske krav der skal til for at dulme folks vilje til at sætte sig selv på spil, eller at anholde, fængsle og på andre måder straffe dem der protesterer, indtil de stopper. I designet af kampagnen, er det derfor afgørende at sørge for at den nemmeste mulighed for regeringen er, at indføre kampagnens krav.
Sammenligninger
For at forstå og vurdere klimakampen, kan det hjælpe at sammenligne med andre dele af vores samfund, som vi er mere vant til at forholde os til:
Strejke i transportsektoren
En protest, der spærrer en motorvej har ca. samme materielle indflydelse på samfundet som en (lille) strejke i transportsektoren, f.eks. af lastbilschauffører, piloter eller togpersonale. En strejke kræver selvfølgelig en god grund for at være legitim, men klimakampen har verdens bedste grund. Så ligesom at transportarbejdere har ret til at nægte at være aktiv del af et uretfærdigt system, har vi alle som borgere ret til at nægte at være passiv del af et uretfærdigt system.
Almindelig kødannelse
Det kan også være gavnligt at sammenligne protester der spærrer en vej, med almindelig kødannelse. Den forstyrrelse der skabes ved en motorvejsblokade svarer rimelig meget én til én med almindelig kødannelse. Den ene er forårsaget af folk, der protesterer for en leve dygtig fremtid, den anden af folk, der vil køre i bil til arbejde.
Den meget ulige reaktion på de to kan bruges til politisk jiu-jitsu. Når politikere forsøger at slå plat på protesterne med en overreaktion, kan det bruges til effektivt at afsløre deres ægte prioriteter, eller mere præcist, deres opbakning til død-med-klima projektet. Angreb i stil med "hvad bilder i Jer ind når I tænker, at det er okay at forstyrre almindelige mennesker på vej til arbejde" kan svares med: "Jeg forstår godt, hvis det er irriterende for folk at blive forstyrret på vej til arbejde. Jeg forstår til gengæld ikke hvor din vrede bliver af, når regeringen forøger udledningen af klimagas, selvom det skubber vores klima og samfund ud i farezonen for komplet sammenbrud?"
En afgørende del af denne taktik er, at undlade selv at lave sammenligningen til almindelig kødannelse, da det ville nedtone protestens vigtighed.
Vejblokader er ikke fri leg og popcorn
For at vejblokader kan blive et konstruktivt element i klimakampen, kræver det, at de indgår i en større strategi med rekruttering, dialog, pressearbejde, omsorg, støtteindsamlinger, juridisk strategi, åbenhed, ikke-vold og meget mere.
Det strategiske grundlag for vejblokader, som det står beskrevet foroven, er svært at kommunikere i selve protestsituationen og i pressen. Her er der brug for forsimplinger, og mere direkte forklaringer, som f.eks.: Klimakrisen handler om os allesammen, hele vores samfund, så derfor protesterer vi hvor hele samfundet lægger mærke til det.
Jeg tror, at den direkte forklaring ofte virker bedre (især i pressen) selvom den kan være sværere end indirekte argumenter som f.eks. at vejblokader har virket godt andre steder, eller at ingen andre protestformer har virket (hvilket ellers begge er vigtige medbegrundelser for at lave vejblokader).
Paradoksalt nok kræver det nemlig en stærk indre overbevisning, at lykkes med vejblokader. Hvis man tvivler for meget på om man synes, de er en god idé, kan det blive en selvopfyldende profeti. Denne lidt mere nuancerede gennemgang af de samfundsmæssige dynamikker omkring vejblokader kan forhåbentligt give en vis ro i at udføre dem og rekruttere til dem.
Udgivet