Åbenhedskultur

I klimakampen dukker idéen om sikkerhedskultur op igen og igen. Sikkerhedskultur er et koncept fra radikale organisationer, der går ud på at mindske statens mulighed for at indsamle information om ens organisation. Formålet er at gøre deltagerne i organisationen mere fri til at handle efter egen overbevisning, ved at åbne mulighed for ting, der ellers ville møde stærke repression fra staten (f.eks. at beskadige maskineri). Sikkerhedskulturen er grundlæggende en række retningslinjer for hvilken information man deler til hvem og hvor.

Her vil jeg gerne argumentere for det modsatte: hvorfor det er vigtigt at have en åbenhedskultur, og nogle dele af sikkerhedskulturen bevidst må vælges fra hvis ens strategi er at massemobilisere. Jeg anerkender at sikkerhedskultur er et gennemtænkt koncept baseret på reelle erfaringer, men jeg mener at det er tilpasset til en anden strategi og teori om forandring. For at massemobilisering til civil ulydighed skal virke er der brug for en åben samtalekultur i bevægelsen.

For det første har deltagerne brug for information. Der er brug for information om hvor og hvornår man mødes og hvad man skal have med. Det skal være muligt at annoncere god tid i forvejen så folk kan planlægge tid til det i deres kalender. Det skal være muligt at slå tid og sted op et sted hvis man har glemt at skrive det ned. I grupper hvor alle er med fra starten af er der ikke lige så vigtigt, men hvis folk skal kunne komme til løbende er det afgørende at kunne tale åbent om tid og sted for en protestaktion eller lignende. Når sikkerhedskulturen starter dvs. kommunikationen bliver lukket, stopper massemobiliseringen.

For det andet er en åben samtale super vigtig i de sociale aspekter af mobiliseringen. Når folk kommer til deres første møde, hvad er det så for nogle ting der afgør om de bliver en del af kampen eller ej? Det er spørgsmål som:

• Er det rare mennesker?
• Kan jeg stole på de her folk?
• Er det nu helt gennemtænkt det de laver?
• Er jeg god nok til at være med/passer jeg ind?

Hvis folk så bliver mødt af undvigende svar på deres spørgsmål, mærkelige dæknavne, uskrevne regler om hvad man må tale om, så falder folk nemt fra. For at kunne forklare idéerne bag ens protestaktioner og overbevise andre til at være med må man kunne fortælle om hvad man gjorde, og hvad effekt det havde - også ting man måske kan blive dømt for. Folk vil vide hvad de går ind til før de tager med. Der er mange dele af civil ulydighed som er nye for folk, og de finder sig kun til rette i det ved at kunne tale om det. Og det er enormt tiltrækkende at se nogen tale åbent om at gøre noget der bryder reglerne.

Man kunne ønske sig at alle disse sociale dynamikker ikke betød noget og at folk i stedet kunne se rationelt på hvad information de virkelig havde brug for til at gøre deres egen moralske vurdering. Men sådan fungerer mennesker bare ikke. Vi har brug for samtalen og en omgangsform vi føler os tilpas i.

I klimakampen er der også brug for en konstant oplæring af nye deltagere. Det er et omfattende problem at folk brænder ud fordi de er de eneste der er oplært i en bestemt færdighed. En åben kultur er derfor vigtig så nye kan se med i arbejdstrinnene og få de kontakter en bestemt opgave kræver.

Ser man spørgsmålet på et lidt mere abstrakt niveau passer en åben kultur til grundtrækkene i klimakampen. Det er en moralsk kamp og vi står på den rigtige side. Selvom det betyder mulighed for mere repression skal vi ikke helt give afkald på styrken ved at være åbne om vores kamp.

Det hænger sammen med idéen "lad dem tage os sammen i dagslys i stedet for en efter en i mørket". Hvis man ved hvad ens medaktivister rent faktisk har gjort er det nemmere at forsvare dem. Hvis det omtales i slør hvad folk der er blevet ramt af repressioner har gjort, tænker mange at det nok er en retfærdig straf (hvorfor skulle de ellers skjule det?).

Den største fordel ved den åbne kultur er at man undgår ulemperne ved den lukkede kultur. Den lukkede kultur kan blive en slags selvrepression, hvor man lukker muligheder for sig selv, i frygt for repression. Der er et eksempel fra foråret 2020 hvor XR Danmark havde en lukket koordinationsgruppe. Der kom ikke nogle meddelelser fra gruppen, så der skete ikke noget i bevægelsen, indtil det viste sig at koordinationsgruppen var stoppet med at mødes og der blev etableret en ny åben koordinationsgruppe. I det tilfælde havde den lukkede kultur samme effekt på bevægelsen som hvis alle i koordinationsgruppen var blevet smidt en måned i fængsel.

Den lukkede kultur leder også til en masse bøvl simpelthen. Hvis man ikke har telefoner til et møde kan man ikke lige sende en besked med det samme når et spørgsmål dukker op til mødet. Krypteret kommunikation kræver ekstra opsætning af IT systemer. Mediearbejdet kan ikke laves grundigt i god tid, hvis de ikke kan få at vide hvad der skal ske.

Sikkerhedskulturen betyder også lidt for ens selvopfattelse. Personligt gør den mig lidt usikker, får mig til at tøve, får mig til at føle mig kriminel. Jeg bliver bange for at få mine venner med til noget de ikke vil. Når jeg skal forsvare klimakampen og vores protestaktioner udadtil bliver jeg undvigende og ikke inviterende. Jeg tror at overdrevne foranstaltninger mod overvågning kan virke lidt som når Trump-supportere tager skudsikre veste på til deres rallies.

Så her er nogle principper for en åbenhedskultur:

• Information er som udgangspunkt offentlig (det skal siges eksplicit hvis noget ikke må siges videre)
• Det er altid okay at stille spørgsmål
• Det er okay at bruge elektronisk kommunikation, og tale om aktioner offentlige steder
• Det er okay at tale om protestaktioner, der er sket

Styrken af argumenterne der er fremført her kommer meget an på ens valg af strategi. Det er vigtigt ærligt at kunne vurdere fordelene og eller ulemperne ved at indføre sikkerhedskultur i sin organisation. Så for at hjælpe med det vil jeg prøve at komme med nogle bud på hvilke gode og dårlige andre ting der påvirker ens vurdering, men som nok ofte forbliver usagte.

• Frygt for repressioner er hovedgrunden. Hvis statens repressioner er en del af ens strategi er det altså ikke altid en fordel at have sikkerhedskultur. Der er eksempler på at statens repressioner bliver udløser til større mobilisering. Ofte kan ens aktionsdesign tilpasses til stadig at fungere hvis staten ved at det sker, ved f.eks. at forberede en pressestrategi hvis der bliver laver anholdelser inden aktionen kommer i gang.

• Dele af sikkerhedskulturen kommer også fra at man ikke vil have at ens medaktivister rammes af repressioner, at man vil respektere hvis nogen vil være anonym eller ikke vil associeres med en bestemt begivenhed.

• Nogle gange overtager man sikkerhedskultur fordi den er blevet praktiseret (eller i hvert fald anbefalet) i andre grupper man har deltaget i f.eks. Ende Gelände, sort blok, Klimafælden.

• Man kan have en ideologisk/retsetisk grund til at ville have lukket information. Hvis man mener at Staten generelt ikke burde have adgang til ens informationer, er man mere tilbøjelig til at vurdere at sikkerhedskultur er gavnlig i klimakampen.

• Der er noget tiltrækkende i at være med i det eksklusive fællesskab der opstår med sikkerhedskulturen. Det føles mere sejt og vigtigt hvis det er hemmeligt.

• Sikkerhedskultur kan blive en selvforstærkende spiral. Hvis man som gruppe først har gjort én ting hemmelig kan man nemt finde på den næste ting at gøre hemmelig, og det er meget svært at argumentere imod fordi det kommer til at virke hensynsløst. Men "better safe than sorry" er en dårlig tilgang her, for vi kender i sidste ende ikke omfanget af overvågning, så man kan blive ved med at finde på nye ting at skulle dække sig ind imod. Istedet må niveauet af sikkerhedskultur tilpasses til aktionen. I et vist omfang må man insistere på at politiet ikke skal snage i ens kommunikation selvom den er åben tilgængelig. Det er noget offentligheden vil være enig i, så hvis politiet gør det alligevel skal offentligheden have det at se.

Argumenterne jeg har fremført her er ikke for få folk til at lade være med at lave ting, som man ikke kan lave hvis staten kender til dem. Det er ikke et moralsk standpunkt, der handler om at man kun er ren hvis man kendes ved sine handlinger.

Det vigtigste er at der skal være en klar opdeling mellem hvornår en aktion er hemmelig og hvornår den er offentlig. Man skal vælge den model der passer bedst til sin strategi, og det betyder nogle gange at vælge den åbne kultur selvom det er det svære valg. Jeg tror selv at den centrale strategi i klimakampen skal være mobilisering af flere tusinde mennesker og effektiv organisering, og at det gøres bedst med en åben kultur.

Udgivet 2022–11–28