Lukas, der sidder udenfor med en neonvest på og hænderne bag ryggen

Oprørsbreve

Idéer til klimakampen

Hvad du som klimaaktivist i 2022 skal vide om COP15

I forbindelse med COP15 blev der afholdt de største civilt ulydige klimaaktioner i Danmarks historie. Vi vil prøve at opsummere alt hvad man bør vide om protesterne til sit arbejde som klimaaktivist nu. Selve den politiske process på COP15 fejlede totalt (set som borger - for mange statsoverhovederne blev det nok set som en success), men heller ingen af aktionerne lykkedes med de mål de selv havde sat for deres aktion.

I første linje var det pga. politiet at aktionerne mislykkedes, men det er ikke den del vi vil se på her, selvom der er rigelig plads til kritik. Istedet vil vi forsøge at lære af hvilke af de egne fejltrin man ikke skal gentage, men samtidigt også se på hvad der gjorde, at det lykkedes at samles så mange til aktionerne.

For at finde ud af alt det har vi talt og skrevet med en gruppe på fire personer, der var med før under og efter COP15. De har kigget teksten igennem efterfølgende og godkendt den, men det vi skriver her er dog helt vores egne ord og fortolkning.

Hype op til klimatopmøde nr. 15

COP15 blev afholdt i december 2009 (vi er på COP26 nu). Den politiske situation var anderledes på mange områder dengang, så for at præsentere historien om COP15 ordentligt vil vi lige give en introduktion til perioden umiddelbart før. Op til COP15 var der groft sagt to tilgange fra civilsamfundet til hvordan man prøvede at påvirke udfaldet. Der var dem der tog til Klimaforum09, som typisk var ngo'erne og så var der Climate Justice Action (CJA) som var en paraplyorganisation der samlede den civilt ulydige del af bevægelsen. Klimaforum09 accepterede de regler som kommunen, den danske stat og FN satte for civilsamfundets engagement i mødet.

I CJA accepterede man ikke alle regler som kommunen, staten og FN satte for ens demokratiske deltagelse. Eller rettere, man accepterede ikke at det var kommunen, staten og FN der bestemte reglerne for ens deltagelse. CJA's tilgang var repræsenteret af politiske netværk omkring nogle af de andre kampe, der havde været i perioden op til, især kampen om Ungdomshuset, Luk Lejren, Kirkeasyl-aktionen og internationale topmøder som f.eks. G8 i Rostock.

Opdelingen er lidt kunstig da der var overlap mellem og spredning inden for de to grupper, men den er brugbar for overskuelighedens skyld. Der var også andre end civilsamfundet der prøvede at påvirke COP15 - f.eks. erhverslivet - men dem kommer vi ikke til at skrive om her. Den her tekst handler om Climate Justice Actions tilgang, og især en gruppe på ca. 50 personer, der tog initiativ til aktionerne og organiserede den nødvendige mobilisering, logistik, pressearbejde osv.

Som nævnt kendte folk fra CJA hinanden fra en række tidligere kampe. Så der var opbygget noget erfaring med direkte aktion, f.eks. var en del "vant til at æde tåregas". Samtidigt var der en vis fælles ideologi, eller i hvert fald tankegods som blandt andet kom fra deltagelse i World Social Forum og aktioner relateret til global social retfærdighed (kaldet anti-globalisering i medierne). Aktionsidéerne lå mere op af "direkte aktion" end "civil ulydighed". Der var en del liv i de her kredse, og der skete en masse forskellige ting. Der var også en del fuldtidsaktivister. Stemningen var måske lidt mere "alt kan lade sige gøre" eller "lad os kaste os ud i det" end den er idag.

Til gengæld var der ingen radikal klimafront, og alt med miljø blev set som kikset. Det var altså hovedsageligt tale om folk fra andre kampe, der valgte at gribe muligheden og engagere sig i klimakampen for en stund under COP15. Det er en markant forskel ift. idag. En af fordelene ved det var, at alle godt vidste, at der ikke var nogle erfarne klimaaktivister, så folk gik ikke og ventede på at nogen skulle komme og fortælle dem hvordan man gjorde.

Udefra blev CJA set synonymt med maskerede, sortklædte, voldelige protester som medierne havde fokuseret på omkring andre topmøder. Siden COP15 også var et topmøde, smittede historien fra tidligere topmøder af. I en lidt interessant vending havde de sortklædte aktivister dog fundet en vis accept efter at de i sammenhæng med ungdomshuskampen var gået fra at kaste med brosten til at skubbe med skjolde. Til gengæld blev politiets beføjelser også udvidet lige inden topmødet.

Der var en del hype op til COP15. Det blev set som noget særligt og afgørende. Det gjaldt både ift. de forhandlinger der skulle tages på topmødet, men også ift. hvad man kunne forvente af protester (de to ting påvirkede selvfølgelig hinanden).

Hype er ikke nok

Selvom hypen hjalp med at mobilisere, så må en væsentlig del af successen for at samle så mange tilskrives mobiliseringsarbejdet og mediestrategien. Det blev håndteret som to rimeligt opdelte områder. Der blev mest mobiliseret inden for kredse, der var nogenlunde med på dagsordenen i forvejen. Mediestrategi var derimod rettet mod den brede befolkning.

Målet for mobiliseringen var fem civilt ulydige aktioner, succeskriteriet man satte for dem allesammen var at det skulle lykkes at bryde igennem politikæder. Konkret blev der især holdt afholdt infomøder og den personlige kontakt var rigtig vigtig for at få folk motiveret og fjerne usikkerheder. De infomøder blev især afholdt i udlandet hvor man tog på tour i forskellige lande. Samtidigt gik en stor del af arbejdet på at lave en støttestruktur med kost, logi og transport, så folk kunne komme fra udlandet og være med. CJA så dem selv som at være vært for den globale bevægelse, hvilket også gjorde at man nedprioriterede at mobilisere danskere. Det hang også sammen med at man lidt regnede med at folk fra f.eks. ungdomshuskampen ville komme - hvilket også viste sig at holde meget godt stik.

Intromøderne havde nogle træk, der virkede godt til at få deltagerne med til protesterne:

Det er interessant lige at sammenligne hvad der blev sagt dengang med hvad der bliver sagt idag:

Der var også en anden idé om hvordan man skulle tilgå aktionerne dengang. I 80'erne og 90'erne var der en kultur omkring macho selvopofrelse, som man havde bevæget sig væk fra. Offervilje var ikke rigtig noget der blev talt om, og der var ikke nogen, der gik til protesterne med et mål om at blive anholdt. Istedet var man drevet af at handle i flok og fik styrke på den måde. Træning var også en sjælden ting (selvom det, set tilbage, ville have været en rigtig god idé). Den ene træning man havde var faktisk en aktion i sig selv - Luk Værket - hvor man forsøgte at lukke det kulfyrede Amagerværk. (Artikel Information, Artikel Socinf)

Der blev udover live-aktionstræningen også afholdt en sommercamp med inspiration fra de succesfulde britiske klimacamps. Campen blev afholdt ud fra en ansvarsfølelse for at der skulle ske noget på dansk jord når nu COP'en skulle afholdes i Danmark. Men dem der afholdt campen havde meget lidt erfaring og den endte desværre med ikke at have nogen rigtig effekt.

Pressearbejdet var som nævnt ret forskelligt fra mobiliseringsarbejdet. Der var groft sagt kun to personer der lavede pressearbejde. Hovedmålet med pressearbejdet var at få afkræftet myten om de sortklædte aktivister der hærger. Samtidigt forsøgte man også gennem møder med mediehusene at få givet ordet videre til mennesker i det globale syd. Da først COP15 og aktionerne gik i gang kom interviews og artikler dog i praksis til at handle mest om politivold. En ting de lærte fra pressearbejdet dengang var at det smart at lade pressepersonerne have lidt organisatorisk afstand fra udførelsen af aktionerne, da det som presseperson ikke er fedt at være fanget mellem politi og presse.

Hvad skete der?

COP15 deltagerne der ikke havde adgang til selve konferencen var som sagt delt op i Climate Justice Action og klimaforum09. De to grupper havde forskellige forventninger til mødets resultat. Blandt ngo-delen af bevægelsen var der et håb og man troede på at der kunne komme resultater på bordet, mens CJA fra starten af ikke forventede noget af konferencen og derfor var klar på aktionerne. Alligevel var der en opfattelse af at man kæmpede samme kamp, og der blev brugt meget tid på at løse interne konflikter, så bevægelsen ikke blev splittet.

På gadeplan skete der helt konkret følgende begivenheder:

Den store demo den 12. december var afholdt af et bredt hold af aktører i klimaforum09-stilen. På trods af konflikterne grupperne i mellem gik de fleste med. På et tidspunkt i løbet af demonstrationen begynder en lille gruppe mennesker at kaste sten efter politiet. Det bruger politiet til at skære en stor del af demonstrationen af i deres såkaldte knibtangsmanøvre, og tilbageholde dem i flere timer. Derefter kommer massearrestationerne og klimafængslet bliver fyldt op. Senere blev det afgjort at anholdelserne var ulovlige, men begivenhederne passer godt ind i, at der blev forsøgt at tegne et billede af demonstranterne som voldelige og sortklædte typer.

Den anden store ting der skete var Reclaim Power-aktionen den 16. december. Her var det planen at en menneskemasse skulle trænge ind til konferencen for at mødes med nogle delegerede der ville møde dem indefra og afholde et People's Assembly (borgersamling), hvor de mest udsatte folk blev lyttet til, og ægte løsninger til klimaretfærdighed skulle diskuteres.

Klokken otte om morgenen startede aktionen ude ved Tårnby station. Der var dukket ca. 3.000 deltagere op og politiopbuddet var enormt. Aktionsdeltagerne prøvede at trænge ind i Bella Centeret på mange forskellige måder, og en stor gruppe prøvede at presse sig igennem politikæderne. Det lykkedes ikke for nogen at komme helt igennem og politiet gik til den med kniplerne. Borgersamlingen blev afholdt af de udvandrede delegerede uden nogle af aktionsdeltagerne udefra og de delegerede blev frataget adgang til konferencen bagefter. Det hele førte til at 264 mennesker blev arresteret i løbet af dagen og mange gik hjem efter otte timer med en følelse af nederlag.

Hvad skete der bagefter?

Efter COP-15 blev store dele af bevægelsen deprimerede. Mange stod tilbage med indtrykket, at det hele gik i vasken. Selve COP'en var en kæmpe fiasko og ligeså var aktionerne. Det blev tydeligt, at det var ganske få personer, der havde stået med et kæmpe læs, og de var brændt ud nu. Mange havde været i gang i et højt niveau meget længe, og blev nødt til at trække stikket og tage hånd om repressionerne. Der havde været et mål om at lave fem aktioner der brød politilinjerne, men ingen af dem lykkedes. Over halvdelen af aktionsdeltagerne havde været internationale og blandt dem var skuffelsen også udbredt.

For os giver det nu mening at den danske klimabevægelse forsvandt efter COP-15 protesterne. Grunden er, at der ikke var en dansk klimabevægelse før COP-15 og at størstedelen af aktionsdeltagerne var internationale. De danskere der var med under COP-15, var fra forskellige miljøer og havde ikke nogen stærk tilknytning til klimaretfærdighed, og de organiserende kræfter var helt færdige bagefter. Det store opbud til demoen den 12. december skyldes nok de store forventninger til topmødet og sensationsfølelsen. Begge dele forsvandt efter topmødet, og derfor var der ikke noget til at holde fast i folk.

Fremadrettet

Vi har i løbet af teksten prøvet at kommentere lidt på hvad man kan lære af de forskellige begivenheder, men der er stadig nogle åbne spørgsmål.

Udgivet