Hvis du gør det, så gør jeg det
Da jeg skulle samle mod til at tage til min første vejblokade med Extintion Rebellion spurgte jeg min ven om han ville med. Han sagde: "hvis du gør det, så gør jeg det". Og så tog vi begge to afsted. Den slags gruppedynamikker er absolut afgørende når folk skal engagere sig i klimakampen. Så lad os se på en række af dem:
"Jeg kommer kun hvis der kommer mange"
Det er altid lidt sværere at stå alene frem med noget usædvanligt. Det er jo lidt et problem hvis man skal samles om klimakampen, for hvem skal så være de første? Omvendt bliver det nemmere for nye at komme med, jo flere der allerede er med. Det er for mig fuldstændig åbenlyst at en af hovedopgaverne i klimakampen er at få flere til at blive aktive. For at få det til at ske tror jeg så, at det giver mening at arrangere større ting med mange deltagere. Det er også vores erfaring i XR Danmark, at det er langt nemmest for nye at slutte sig til de store events fremfor de små. Dermed er arbejdet langt fra gjort endnu, men det er en god start.
En mere avanceret løsning til at komme over "deltagelsesbarriereren" er betinget deltagelse. Det er en udvidet udgave af "hvis du gør det, så gør jeg det"-aftalen. Det går ud på at man, når man samler deltagere til en aktion spørger folk om de vil være med hvis der er mindst et vist antal andre med. På den måde kan man samles om protestaktioner som folk ikke vil forpligte sig til, hvis der var mere uvished om hvor mange der vil deltage.
"Jeg er bange for at jeg ikke kender nogen"
For nogen kan det være nemmere at tage til foredrag eller intromøder hvis der kommer andre de kender. Det er kun naturligt og en fordel hvis folk kommer med en ven. Men hvis man udbyder et introforedrag er det selvfølgelig kun tilskuerne selv der vælger om de kommer alene, tager initiativ til at tage en ven med eller slet ikke kommer.
Noget man i stedet kan gøre er at holde introforedrag steder hvor det folk allerede kender hinanden. Ved f.eks. at holde dem i foreninger, uddannelsessteder osv. giver man folk mere velkendte rammer at deltage i hvor de allerede kender andre der kommer.
Men man vil selvfølgelig også gerne holde møder der først og fremmest er for mennesker der er interesserede i at deltage frem for folk der f.eks. er med i en bestemt forening eller går på en bestemt uddannelse. Så hvad kan man gøre sådanne steder?Her har XR Danmark haft god success med en makkerordning. Det foregår ved at der til intromøder bliver lavet makkerpar mellem deltagere der allerede kender bevægelsen og nye. På den måde får folk, der kom uden at kende nogen, mulighed for hurtigt at kende nogen til det næste møder de kommer til.
"Det går hurtigst hvis du gør det"
At være deltager i bevægelsen kommer i forskellige grader. Det er ikke bare et spørgsmål om man er deltager eller ej, men også om hvor meget og hvad man hjælper med. Som ny i bevægelsen er man ofte lidt mere ydmyg end hvad godt er. Så hvis ens arbejdsgruppe skal lave en opgave, f.eks. lave en plakat, kan man som ny ofte komme til at lade de erfarne lave opgaven. Men det bliver med tiden et stort problem fordi det så kun er nogle få personer der kan lave bestemte opgaver og der på den måde opstår flaskehalse i bevægelsens arbejde. Derfor må undskyldningen "det går hurtigst hvis du gør det" ikke godtages og der må der lægges vægt på hele tiden at lære nye op i at holde intromøder, skrive pressemeddelelser og så videre. Makkerordningen som beskrevet i forrige afsnit kan også afhjælpe dette problem.
"Der er folk til alle opgaver, så jeg kan slappe lidt af"
Der er en meget forståelig tendens med at folk føler noget ekstra ansvar når der er få om arbejdet og læner sig lidt mere tilbage når der er mange. Det er langt hen ad vejen en sund tankegang, som sørger for at folk tager hvil når der er bedst tid til det. Men det kan også blive til et loft over bevægelsens vækst. Hvis folk trækker sig når bevægelsen når en hvis størrelse, så bliver det meget svært at komme over den størrelse. Nogle gange falder deltagere endda helt fra. Med det mener jeg ikke at man skal tage hvil mens der er mest brug for én. Men muligvis er det tidspunkt hvor det betyder aller mest at man er med, faktisk når bevægelsen er stor og meget hurtigt kan blive meget stor med den rette indsats. Som erfaren har de nye der kommer ind brug for dig for effektivt at kunne engagere sig i bevægelsen
"Hvis Preben ikke er med, så lad os hellere lade være"
Skal man som gruppe i klimakampen samles om at planlægge en protestaktion er det ofte lidt svært fordi det kræver mod af alle. Fordi man ikke vil kræve af nogen at lave noget de ikke umiddelbart tør, eller vil tage konsekvenserne af, bliver niveauet af hvor modig aktionen er, ofte afgjort af laveste fællesnævner. Hvad det skyldes er svært at sige; måske fordi alle lidt leder efter en undskyldning for ikke at skulle lave noget der er alt for skræmmende. Det må bare konstateres at det ofte er det, der sker. Så for at alle aktioner ikke ender med at blive en mailstorm, kræver det at man er opmærksom på det fænomen. I stedet for at finde grunde til at udvande aktionen - for dem kan man altid finde - må man insistere på at den skal have en vis schwung, f.eks. nok til at nå i nationale medier.
"Jeg troede ikke at der var andre der havde det sådan"
Rigtig mange går og har indset hvad klimakrisen kommer til at betyde for dem selv og resten af verden. Men det er måske svært at tale om i deres omgangskreds. Og hvis det er svært at tale om bliver det også svært at handle på. Derfor er det vigtigt at der er plads til at nye i bevægelsen kan fortælle om hvordan klimakrisen ser ud derfra hvor de står og får mulighed for at spejle sig i andre. Når først man har sat ord på sin egen holdning og fået den accepteret af nogle andre er der meget kortere til at være med i fælleskabet i klimakampen. Her er det vigtigt at der ikke bare bliver sagt: "Ja, vi ved jo allesammen hvordan det står til", men at det faktisk bliver formuleret af folk i et eller andet omfang.
I det hele taget kæmper vi i klimakampen også mod individualiseringen, der er alle steder i vores samfund. I klimakampen har vi brug for vores kollektive kraft, hvilket står meget i mod at vi hele tiden får at vide at vi skal leve det unikke liv der er lige præcis det rigtige for os.
Desuden føler jeg at vi i bevægelsen nemt kan afskrive de sociale dynamikker som er omtalt her som irrationelle i lyset af klimakollapset omfang (klimakollapset betyder enorm skade, så folk må da kunne tage sig sammen og komme til et møde, selv hvis deres venner ikke vil med). Det er interessant, for vi arbejder jo på den ene side på at overskride vores komfortzone og netop øve os i at gøre ting som er socialt svære. Men det er forfejlet at kræve det af nye. Vi må møde folk der hvor de er, før vi sammen kan lære de nye ting, der skal til for at udfordre vores samfund på dets katastrofekurs og uretfærdigheder.
Udgivet