Dristighed

I denne tekst vil jeg argumentere for, at vi må øve os i at være dristige i klimakampen. Vi kæmper for indflydelse, som der er mange, der ikke synes vi skal have. Vi kan nemt komme til at internalisere deres holdning, og dermed begrænse os selv ret meget. F.eks. ved at vi undlader at spørge om ting, selvom vi måske kunne have fået et "ja". Har man været på blaffertur, vil man kende magien ved at spørge.

Før jeg gennemgår eksempler på dristighed, er det værd lige at se på hvilke grunde, der kan være, til at vi ikke er særlig dristige. I bogen "Jeg Anerkender Ikke Længere Jeres Autoritet" beskriver Glenn Bech hvordan folk i arbejderklassen ikke spørger om hjælp hos lægen og derfor går glip af hjælp, de ellers kunne have fået. Det sker, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal spørge, føler os fremmede over for sundhedssystemet eller måske aldrig har fået præsenteret muligheden. På den måde afgrænser en internaliseret kultur os fra et system vi, set udefra, har samme adgang til som andre.

I den anden ende af privilegieskalaen sker det samme men bare omvendt. I bogen "Magteliten" beskriver forfatterne hvordan magtfulde menneskers børn bliver opdraget til at omgås i magtfulde netværk. Ved at kende de sociale koder og omgangsformer føler de sig berettiget til at deltage i arrangementer, der giver dem adgang til magt og penge.

Klimakrisen handler om magt, så derfor er vi nødt til at bryde igennem den måde at være afskåret fra magten på. Derfor er vi nødt til at være dristige og ikke lade os kue af, at samfundet lægger op til, at vi begrænser os selv. Her er nogle eksempler på ting, vi har brug for i klimakampen, som vi skal bruge dristighed til:

• Vi skal tale med magtfulde personer på en måde, så de kan mærke, at det er vigtigt.

• Vi skal spørge kendte personer om de vil optræde til og deltage i vores protestaktioner. F.eks. ville Jussi Alder-Olsen gerne skrive en støtteerklæring, da han blev spurgt.

• Vi skal spørge vores venner om de gerne vil være med. Mange vil gerne bilde os ind, at vi er alene om at ville klimakampen, men jeg har oplevet ofte, at nogle af mine venner faktisk er meget interesserede i at være med, når jeg har spurgt direkte.

• Vi skal foreslå til medier, at de gerne vil dække vores aktiviteter. Virksomheder og politikere har ingen skrupler med at få klimakampen til at handle om dem. Vi skal tage den opmærksomhed over på den ægte klimakamp.

• Vi skal bede folk om mange penge. Hvis man kan få 60.000 kroner i legater til et halvt års udveksling på studiet, så kan man også få det til et halvt års klimakamp.

• Vi skal foreslå til folk at sætte deres karriere til side for at være med i klimakampen. Vi må kunne tale om hvad der for alvor er vigtigt i livet og tage konsekvensen af det.

• Vi skal forslå til folk at juridiske konsekvenser ikke nødvendigvis er en dårlig ting.

• Vi skal alliere os med folk fra helt andre dele af samfundet. F.eks. ville Marmorkirken gerne lægge lokaler til vores aktionsbriefing inden et klimaoprør.

• Vi skal turde tage opmærksomheden til events og tale om hvorfor klimakampen er vigtig og hvorfor dem, der lytter, skal være med. Til andre oprør er der blevet mobiliseret ved at aktivister har spurgt musikere om de lige kort må præsentere deres protestaktion fra scenen til deres koncerter.

• Vi skal insistere på at fortsætte vores protestaktioner til vi selv synes vi er færdige, ikke når politiet eller andre synes det. F.eks. ved at blive ved med at tale til pressen selvom vi er anholdt, eller blive ved med at gå ud på gaden selvom politiet siger vi skal gå hjem.

• Vi skal forstyrre. Vi skal forstyrre, forstyrre og forstyrre, for at bryde igennem samfundets fortrængelse af klimasammenbrudet.

I det hele taget skal vi kæmpe mod samfundets attitude om at klimakamp lidt er en hobby. Medier og politi siger direkte eller indirekte "You've had your fun now, time to go home", men det er ikke "fun" vi er der for, og vi er først færdige når vi er færdige.

Dristighed i resten af samfundet

Vi må måle vores egen dristighed i relation til resten af samfundets. Rige folk har ingen problem med at spørge om 10 mio. kroner til at renovere en bevaringsværdig bygning. Virksomheder har intet problem med at sige at deres mål er en revolution. Disruption (forstyrrelse) var det helt store buzzword i erhvervslivet for 10 år siden.

Alle i olieindustrien ved, at de ikke kan blive ved med at udvinde olie, men de tænker ikke "We've had our fun now, time to go home". De bliver ved og ved og ved så længe de kan komme til det - "They want everything" som George Monbiot siger. Den ubetingede "går den, så går den"-tilgang.

Medier og politikere har ingen grænser for hvor meget de vil banke folk i klimakampen i hovedet og anklage kampen for samfundets mest udsatte for at være dum, håbløs og egoistisk.

Disse eksempler kræver ikke nødvendigvis den store dristighed af dem, der gør dem, da de ofte har rigeligt opbakning. Hvis vi til gengæld var i deres position, ville vi nok være meget tilbageholdende med at gøre det samme, og det er jo godt. Men på samme måde er vi også tilbageholdende med at gøre gode ting, og det er det, vi skal have brudt med.

Øvelser i dristighed

Så hvordan får vi opbygget vores egen dristighed? For det første må vi huske på den opbakning vi faktisk har til vores kamp. Vi får ofte at vide, at alle hader det vi laver, men det passer ikke. Vi bliver jo inviteret til flere oplæg end vi kan varetage på f.eks. skoler, festivaler, messer og så videre. Men dristigheden ligger især i at gøre ting vi ikke har (synlig) støtte til. At lære det, er meget et spørgsmål om øvelse. Mange af de steder vi har brug for dristighed handler om at bede om ting. Det er svært at spørge første gang, men efterhånden bliver det nemmere og nemmere at tage de afslag, der også uundgåeligt kommer. Med andre ord: den måde vi lærer at gøre dristige ting på, er ved at gøre dem, selvom vi ikke føler vi har lært hvordan man gør dem endnu. Så det er bare med at vælge et punkt fra listen og give det et forsøg.

Indrømmet, det er en svær balancegang: Når først man begynder at holde de ting man spørger efter op mod klimakrisens alvor, kan man let blive harm over afslag. Det er måske fair nok at blive harm, men det hjælper hverken en selv, eller kampen særlig meget. Så øvelsen går meget på at forblive høflig, samtidigt med ikke at gå på kompromis med sit egen syn på klimakampen.

Vi skal også støtte hinanden i at være dristige, når vi synes det er svært. Hvis nogen har samlet mod længe til at tage en svær presseopgave, skal vi støtte dem, selvom det ikke går som vi havde håbet. Hvis nogen mislykkes med en ny aktionsidé, de havde gjort sig umage for, skal vi støtte dem. Jeg mener ikke at vi skal hylde letsindighed, men vi skal gøre så alle føler sig sikre i, at de ikke bliver udstødt hvis de fejler.

Så skynd dig at komme i gang med at øve din dristighed, for det er kun første skridt. Når vi har lært det, er næste skridt at øve os i moralsk mod.

Udgivet 2023–05–21