Demokrati i klimakollapset (Del 1: Samfundet)

Demokrati er en af vores ypperste værdier i samfundet og en af de værdier som vi står til at miste mere og mere jo dybere klimasammenbruddet bliver. Samtidigt er demokrati også en praksis som vi arbejder meget med, både i samfundet og internt i vores organisationer. Her vil vi se på første del:

Demokrati i samfundet

Denne tekst handler om forskellene på nogle af de dele af vores samfund som vi ellers til daglig ikke gør så meget forskel på, navnligt: "vi", samfundet, demokratiet, repræsentativt demokrati, folkets vilje, det politiske system, staten, folketinget og regeringen". Når jeg bruger "vi", så mener jeg alle os, der er en del af civilsamfundet - uden politikere og industrichefer.

Det er efterhånden en kliché at politikere kalder folk, der protesterer på en måde politiet ikke kan lide, for anti-demokrater. Det er ikke nødvendigvis et problem for klimakampen, at de gør det. Men løgnen har fundet et vist indpas hos deltagere i klimakampen og skaber tilbageholdenhed, så derfor føler jeg alligevel, at det er vigtigt at tilbagevise. Den demokratiske usikkerhed skyldes nok, at protest er en del af demokratiet som vi sjældent har med at gøre, men mere om det senere.

Løgnen har trods alt et rimeligt stærkt udgangspunkt: Det kræver enorme ændringer i samfundet at få stoppet klimasammenbruddet, og vores nuværende "repræsentative demokrati" frembringer dem ikke. Derfor kan det godt, med et meget overfladisk syn, virke udemokratisk at prøve at frembringe ændringerne alligevel. Vi er nødt til at se på de mere grundlæggende bestanddele i demokratiet for at forstå demokratiet i klimanødstilstanden.

Moral vs. lov

Lidt kontroversielt vil jeg starte med at mene, at det er rigtigt at kæmpe mod klimasammenbrud uanset om det er i overensstemmelse med "folkets vilje" eller ej. Fortsat udledning af klimagasser skaber krigslignende sorg og smerte. Hvis Danmarks stat og industri besluttede sig for at starte en angrebskrig mod et andet land ville det være rigtigt at prøve at stoppe dem, selv hvis flertallet af befolkningen var for krigen. På samme måde er det rigtigt at prøve at stoppe årsagerne til klimasammenbruddet selv hvis flertallet hypotetisk gerne ville acceptere klimasammenbrud for at kunne beholde fossilindustrien lidt endnu. Som Anne Feeney synger I Have you been to jail for justice?: "Laws are made by people, and people can be wrong."

Der er rigeligt historiske eksempler på mennesker, der gjorde noget som flertallet og loven var imod, men som vi nu hylder for at have gjort det rigtige. Nogle ting er bare grundlæggende moralske. Bla. Tadzio Müller argumenterer for at klimakampen må kategoriseres som et sådant eksempel.

Demokrati er mere end folketings- og kommunalvalg

Hvad er det, der gør vores nuværende system demokratisk? Der er stemmeretten, helt klart, den skal man ikke underkende. Et pop-anarkistisk citat lyder således:

"Hvis det gjorde en forskel at stemme, ville staten gøre det ulovligt"

Men det var jo netop ulovligt ind til det blev tilkæmpet. Stemmeretten er dog kun en lille del af demokratiet, som Rusland, Tyrkiet og USA viser.

Det er også frihedsrettigheder som pressefrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og så videre. Uden disse, intet demokrati. Mennesker, der ikke stemmer, er et yndet offer for de højtuddannedes harme. Der argumenteres ofte netop med at folk kæmpede hårdt for stemmeretten, og at det er meget utaknemmeligt ikke at gøre brug af den. Men hvad så med retten til retfærdig rettergang og retten til nødværge? Det er også noget, der er blevet tilkæmpet, så vi kan forsvare os selv og hinanden. Det er også utaknemmeligt ikke at gøre brug af den, når vi nu står i en nødsituation, som de er beregnet til.

Demokratiet er altså meget mere end "folkets vilje". I visse situationer kræver demokratiet endda at gå direkte imod "folkets vilje". Det mest åbenlyse eksempel er, i tilfælde af at flertallet er for at afskaffe demokratiet og f.eks. give diktatorisk magt til én person som det skete i Weimarrepublikken med Hitler. Der er det åbenlyst mest demokratiske at beholde demokratiet, og altså ikke at følge "folkets vilje".

Ligeledes har vi også nogle menneskerettigheder, som er en dybere del af demokratiet end "folkets vilje", især retten til liv. Altså, det kan ikke indenfor et demokrati besluttes at slå nogen ihjel. Hvor meget er ens ret til medbestemmelse værd, hvis den ikke engang kan sikre at man forbliver i live? At forårsage klimasammenbrud er et brud på menneskerettighederne, så vores demokratiske pligt er først og fremmest at se til at stoppe klimasammenbruddet.

Vores demokrati er ikke perfekt

Nu har vi altså etableret at vi må kæmpe mod klimakollaps, uanset om det er "folkets vilje" eller ej. Men, måske er der faktisk slet ikke nogen modsætning. For i demokratiet er befolkningen i princippet den øverste magt, men hvor godt varetager vores nuværende politiske system i virkeligheden dets indbyggeres interesser?

Hvis Mærsks øverste chef ringer til statsministeren, er der en god chance for at hun tager telefonen. Du har ikke engang hendes nummer. Det er et tegn på at vores styre måske nærmere varetager Mærsks interesser end dets indbyggeres interesser. Eller som Chris Hedges siger: "Det er ikke muligt at stemme imod Goldman Sachs interesser.".

Det danske klimaborgerting viser det samme. Et borgerting er en demokratisk proces, der er designet, så den undgår de største svagheder ved det repræsentative demokrati. Borgertinget er baseret på ægte repræsentation og samtale. På trods af at det heller ikke er perfekt, producerer det, i mine øjne, politik med mere demokratisk legitimitet end folketinget. Det danske klimaborgerting er kommet frem til politik, der er langt mere egnet til at stoppe klimakrisen end hvad det repræsentative demokrati har ville mønstre.

Politikernes beslutninger er ovenikøbet ofte det modsatte af selv direkte, uinformerede meningsmålinger. F.eks. sagde kun 9% af danskerne at de synes at byggeriet af Lynetteholm skal fortsætte og alligevel fortsætter det politiske system byggeriet.

I det juridiske system i Storbritannien har der efterhånden været en del eksempler på at domsmænd har frikendt klimaprotesterende, selvom dommeren vurderede at de skulle straffes. Domsmændende er udtrukket til at repræsentere befolkningen bedre end dommeren. Vi har ikke haft lignende retssager i Danmark, men vi kan roligt antage at retssystemet på samme måde går i mod den brede befolknings ønsker og behov.

Oven på det må vi huske, at politiet ofte overtræder loven. Så selv i de tilfælde hvor loven stemmer overens med vores moral, kan det ske at politiet overtræder gældende lov og undertrykker protest, der i virkeligheden faktisk overholder selv de mest overfladiske love.

Så for at opsummere:

• Det repræsentative demokrati laver love ikke i overensstemmelse med borgernes behov og ønsker

• Retsvæsenet dømmer ikke efter lovene i overensstemmelse med borgernes behov og ønsker

• Politiet undertrykker folk i uoverensstemmelse med selv retsvæsenets fortolkning af lovene.

Altså er klimahandling og klimakamp langt mere i overensstemmelse med "folkets vilje" end det kommer til udtryk gennem det repræsentative demokrati, retsvæsenet og politiet.

Demokratiske rettigheder uden for nutidens Danmark

Når vi ser på vores demokrati, må vi også huske, at det eksisterer blandt en hel masse mennesker, der ikke har mulighed for indflydelse. F.eks. har mennesker, der er under 18 år eller ikke er født endnu, og mennesker i andre lande, ikke nogen mulighed for indflydelse på det danske politiske system. Derfor har det danske politiske system heller ingen ret til at bestemme over deres liv. Det har f.eks. ikke ret til at bruge af deres penge. På samme måde har det ikke ret til at bruge deres atmosfære som losseplads for klimagas. Det har ikke ret til at skabe ekstremt vejr og hælde salt(vand) på deres marker, så intet kan gro.

Med andre ord, så udøver dansk politik diktatorisk magt over folk i andre lande og fremtidige generationer gennem deres beslutning om at udlede klimagas. At stoppe udledningen af CO₂ er altså et forsvar af disse menneskers demokratiske rettigheder.

Undtagelsestilstanden

Med klimanødsituationen er vi nødt til at forholde os til undtagelsestilstanden. I vores politiske system har vi indbygget konceptet undtagelsestilstand, hvilket betyder at regeringen kan styre landet udenom etableret lov. Med andre ord, sætte det repræsentative demokrati tilside. Så vores politiske system er ikke mere demokratisk end at regeringen eller militæret kan vælge demokratisk indflydelse helt fra hvis de virkelig vil. Og det er netop i tilfælde af krig eller ekstremt vejr, at der er lagt op til brugen af undtagelsestilstanden. Så for at bevare demokratiet må det være samfundets øverste pligt at undgå undtagelsestilstanden. Politik der fortsætter eller endda øger udledning af klimagas bringer os derimod tættere på undtagelsestilstanden.

Vi har allerede set hvordan krisestemning, en mildere udgave af undtagelsestilstanden, har været brugt til at gennemføre politik, der ville have mødt meget modstand under "normale" forhold. F.eks. blev afskaffelse af Store Bededag begrundet med krigen i Ukraine eller frikøb af SAS' gæld blev begrundet med covid-19 nedlukninger. Naomi Klein beskriver i The Shock Doctrine udførligt hvordan kriser udnyttes til at dulme folkelig modstand.

Det eneste, der sikrer os mod misbrug af krisestemning og undtagelsestilstanden er netop organiseret modstand fra civilsamfundet.

Er det demokratisk ikke at gøre noget?

Det må være enhver klar at virksomhedschefer har uforholdsmæssig meget indflydelse på samfundet. Ved hjælp af deres penge har de magt både i det økonomiske system og i det politiske system. Danske Banks chef har f.eks. langt, langt større indflydelse på om vores energiforsyning skal komme fra fossil energi eller bæredygtig energi end den menige dansker - en beslutning der ellers bør tages i fællesskab, da den har indflydelse på alle.

Vi har grundlæggende to muligheder for hvordan vi reagerer på dette problem. At prøve at ændre det, eller at lade det være som det er. Så er det da klart mere demokratisk at prøve at stoppe f.eks. landbrugsindustriens overdrevne indflydelse på politik, end det er bare at lade stå til. Passivitet overfor den uretfærdighed bliver ofte på absurd vis undskyldt med, at det er uden for vores demokratiske/politiske råderum at gøre noget ved det. Gu' er det så.

Pressen spørger ofte folk, der er aktive i klimakampen hvor langt de vil gå for at stoppe CO2-udledningerne. Men et langt vigtigere spørgsmål er: Hvor lidt kan vi acceptere at gøre? Altså ud fra den eksistentielle trussel mod vores samfund, vores demokratiske pligt, vores ansvar over for vores børn, vores menneskelighed, hvad er vi så som minimum nødt til at gøre? Hvem kan være bekendt ikke at gøre noget og passivt deltage i at skabe katastrofen?

Vores mål er demokratisk indflydelse

Klimakampens mål i Danmark er grundlæggende at vinde demokratisk indflydelse på beslutninger, der lige nu bliver truffet af det økonomiske system. Det økonomiske system, markedet, fungerer grundlæggende som et repræsentativt demokrati, men hvor man kan købe sig til stemmer. Hvis der f.eks. i vores by skal bestemmes om et stykke jord skal bruges som park, eller som parkeringsplads, kan kommunen enten lade beslutningen være op til borgerne eller markedet. I kommunen kan man ikke (direkte) købe sig til stemmer, hvorimod det på markedet er den med flest penge, der får lov at bestemme hvad pladsen skal bruges til. Idéen om at ændre samfundet ved at ændre sit forbrug, er i virkeligheden en blind accept af et en-krone-en-stemme demokrati, hvor det ikke længere er menneskene, men pengene der bestemmer. F.eks. er det paradoksalt nok dem, der bruger mest (penge på) strøm, der bestemmer mest over om vores elektricitet skal være bæredygtig eller fossil.

Målet med klimakampen er i vid udstrækning at lade det være menneskene, der bestemmer over f.eks. vores energiforsyning, både gennem det politiske system og gennem protestaktioner.

Klimakamp er grundlæggende demokratisk

Punkterne foroven dækker langt fra alle vinkler af forholdet mellem demokrati og klimakollaps. Hver af dem bør dog nærmest i sig selv være nok til at cementere klimakampen som fundamentalt demokratisk, også når den ikke følger politiets ordre eller endda loven.

PS. Autoritære kommer i skjul

Når vi skal vurdere hvad der er demokratisk og hvad der er "anti-demokratisk" skal vi huske at anti-demokrater kommer i skjul. Kun sjældent kommer de med fanfare og siger: "Det er meget bedre hvis det kun er os, der bestemmer!". Østtysklands regering kaldte landet for Tysk Demokratisk Republik. USA udførte i det skjulte statskup mod demokratier, mens de talte om at udbrede demokrati til verden. Derfor er det sundt nok at holde øje med om klimahandling bliver brugt som undskyldning for at indføre autoritære love, men absolut langt den største trussel mod demokratiet udgår fra institutioner, der er imod klimahandling.

Udgivet 2023–06–02