Protestkoncept: Klimaalsang på en vej
Vejblokader har fundet indpas som et slagkraftigt element i klimakampen (ligesom i så mange kampe før denne). For at krydre aktionsformen lidt, kan det være fedt at lave fællessang. Og det er jo så heldigt, at der i Danmark er en tradition for højskolesang, også kendt som alsang, som vi kan lære og blive styrket meget af. Alsang handler om at mærke fællesskabet, og tænke over de store træk i livet, og det er præcis det vi har brug for i klimakampen.
Så her kommer der en slags opskrift på hvordan man kan afholde den slags protestaktion. Det er en opskrift, der inkluderer mange detaljer, men det kan også sagtens blive en god aktion hvis det bare er to personer der sætter sig på en vej og synger(!) Opskriften er også tænkt som skabelon for hvordan andre protestaktioner kan forberedes, da de grove træk går igen.
Aktionsidéen går grundlæggende ud på at lave alsang ude på en vej. Det forstyrrer det daglige trummerum, og vejblokaden bliver pyntet ved at sætte et (akustisk) klaver ude på vejen og holde fællessang. Hvis man er lidt ulden ved tanken om en vejblokade kan man høre en glimrende forklaring på hvorfor det er en konstruktiv og legitim aktionsform på det her link. Det handler især om vha. forstyrrelse at bryde i gennem fortrængelsen af klimakrisen i samfundet. Og alsang er så en måde at underbygge det formål.
Samtidigt har sang en masse andre fordele. Det gør det lidt mindre skræmmende at deltage i civil ulydighed. Det viser tydeligt at vi er fredelige, og gør det dermed også til en større skandale hvis politiet kommer og rydder demonstrationen eller endda er voldelige. Og det knytter klimakampen til en populær progressiv dansk tradition, og gør det dermed nemmere at se sig selv i for danskere. Det kan tiltrække mange flere.
Forberedelse
Det er godt at være to tovholdere til at forberede aktionen, gerne flere. De to kan så tage fat i deres omgangskreds (gerne venner, der ikke er med i klimakampen endnu!) for at udfylde de andre opgaver.
Sted og dato
Som første led i forberedelsen skal der sættes en dato for hvornår alsangen afholdes. Det er godt at sætte den en måned frem, så der er tid til at mobilisere folk, uden at det trækker for meget ud. Det kan også være en del af større oprør, hvor der kommer mange i forvejen.
Derefter skal det overvejes hvor det skal finde sted. Det skal være et sted, hvor det er muligt at stoppe trafikken (f.eks. tæt ved en fodgængerovergang). Gerne et sted hvor mange fodgængere passerer forbi, så der kan være nogle, der stopper op og ser på.
Mobilisering
Protestaktionen er, som nævnt for oven, en god mobiliseringsmulighed og følgende ting er oplagte:
- At annoncere alsangen til morgensamling på højskoler i nærheden
- At annoncere alsangen med opslag i kirker
- At annoncere det på sociale medier/hjemmeside/eventkalendere (f.eks. dukop.dk) med stor vægt på at det er alsang.
- At dele invitationer ud i postkasser i området
- Hvad der ellers kan findes på af gode idéer
Det kan overvejes om det skal annonceres at det sker på kørebanen eller at en plads tæt ved annonceres som samlingsplads og så f.eks. første halvdel er på pladsen og alsangen rykker ud på vejen til anden halvdel. Mobiliseringsarbejde er godt givet ud! Hvis der er forberedt en masse, er det fedt hvis der også er folk til at opleve det, og hvem ved, måske bliver det starten på en livslang klimakamp for nogle af dem der er med?
Materiale
Til alsangen skal der bruges lidt forskelligt materiale, der skal anskaffes på forhånd:
-
Et klaver er en fast bestanddel til fællessang. Et akustisk klaver giver det hele flair og gør det til noget særligt. De kan fås gratis brugt ved egen afhentning. Man skal blot være opmærksom på at de står et sted hvor de ikke skal bæres ned ad trapper og at de stemmer bare nogenlunde. Kan man få fat i et pianette (lille klaver) er det en fordel af hensyn til vægten. Et klaver vejer omkring 250kg så det er farligt at bære uden den rette forberedelse. Der skal være 4-6 til at bære klaveret og bruges flytteseler. Når det transporteres på trailer skal det spændes meget godt fast, da det nemt kan tippe og ødelægge traileren eller det der er værre. Alternativt kan man bruge et el-klaver, der er meget lettere, men som til gengæld kræver strøm og højtaler. Til nød kan der også afspilles klaverakkompagnement fra en telefon, men så er det næsten federe at synge uden akkompagnement, hvis de fleste kender sangene nogenlunde.
-
Bannere kan bruges til lukke vejen af for biler og vise folk, at det ikke blot er alsang, men også en protest.
-
Sanghæfter hjælper alle med at have teksterne klar, så der ikke skal bøvles med telefoner. Man kan printe dem selv med de sange man har valgt. Det er også en rigtig god mulighed for at tilføje noget juridisk info om ens rettigheder til at lave alsang på en vej og info om hvordan man kan blive engageret i klimakampen.
-
Mikrofon og højtaler hjælper til at flere kan høre taler, sange og klaver. På det her link, kan der ses en rimelig udførlig video til hvordan der nemmest og bedst laves lyd til et gadeevent som alsangen.
-
Stole kan give den helt autentiske stemning, men det er ikke nødvendigt. Folk kan stå op eller sidde på asfalten istedet.
Aftale debrief
Det er godt på forhånd at aftale et tidspunkt for evaluering, også kaldet debrief. Her kan man se på i hvilket omfang alsangen lykkedes med dens formål, f.eks.
- Stoppede folk op og blev de konfronteret med klimakrisen?
- Blev dem, der deltog, styrket til at deltage i flere protestaktioner?
- Er der kommet nogle nye med i klimakampen?
- Fik vi skabt den stemning, vi gerne ville have?
- Var der omtale i pressen eller andre steder?
Ud fra disse spørgsmål og de erfaringer, der er blevet gjort, kan det arbejdet så forbedres. Til evalueringen er det også godt at fejre sin indsats og se på, hvad der er næste skridt i klimakampen.
Velkomsttale og sluttale
Det kan være en god idé at forberede en velkomsttale og sluttale til aktionen. Den kan handle om alle mulige vinkler på klima og naturkrisen, det er bare med at være kreativ. Men husk at fortælle folk om hvor og hvornår de kan blive engageret i klimakampen og at informere folk om deres rettigheder ift. protest.
Presse
Protestaktionen kan være en mulighed for presseomtale, så det kan måske give pote at skrive eller ringe til nogle journalister og høre om de vil komme og skrive en artikel. Det kan også blive relevant hvis politiet anholder nogle for at demonstrere og synge.
På dagen
Der er en del opgaver, der skal tages hånd om på selve dagen for alsangseventet. Det er godt at have sat de væsentligste opgaver ind i en tidsplan og fordelt dem ud på forhånd.
Der er rigtig mange måder at bidrage til, at det bliver en god protestaktion. De kan alle gøres hvis bare man har haft en træning i civil ulydighed, men det kan være en hjælp at læse om tips og tricks til opgaven, eller at tale med én, der har prøvet det før:
-
Bannerholdere (4 personer) Der skal nogle til at stå på vejen og holde bannere som viser bilister, at der foregår en demonstration.
-
Musikere (1+ personer) Der skal en pianist og en sanger til at lede alsangen (evt. kan det være samme person). De kan også stå for at fortælle lidt om sangene.
-
Chauffør (1 person) Der skal en person til at køre klaveret ind til demonstrationen på en trailer.
-
Klaverløftere (6 personer) Der skal seks personer til at tage klaveret ned fra traileren. De skal have flytteseler, der er lavet til at bære klaveret. Det kan ikke være de samme, som dem der holder bannere, da de to ting sker samtidigt. Til en tidligere protest med alsang blev to, der satte klaveret ned fra traileren og nægtede at flytte den ind på fortovet sigtet for overtrædelse af straffeloven §119 stk. 4, men der er endnu ikke rejst tiltale og det er tvivlsomt om de vil blive dømt.
-
Politikontakt (1 person) Der skal være én, der er klar til at tale med politiet eller andre myndigheder og mægle mellem demonstrationen og politiets indsatsleder. Vedkommende skal have lidt styr på de juridiske aspekter og kan evt. spørge Ulydig Retshjælp til råds.
-
Lydtekniker (1 person) Hvis der bruges højtaler og mikrofon skal der være en person, der har sat sig ind i hvordan teknikken virker på forhånd. Det kan oplagt være en af musikerne, der har den rolle. Vedkommende skal også sørge for at få lydudstyret frem og tilbage fra alsangen.
-
Vært (1+ person) En person, der sørger for at byde nysgerrige folk velkommen, er klar på at svare på spørgsmål (evt. fra medier) og nedtrapper konflikter, hvis der skulle opstå nogle.
-
Fotograf (1 person) Tager billeder og videoer til brug i promovering af næste begivenhed
-
Omsorgspersoner (2 personer) Venter og tager imod folk uden for arresten, hvis nogen er blevet taget til fange af politiet.
Alsangen kan sagtens afholdes uden at alle opgaverne er taget, og nogle personer kan dække flere opgaver, men opgaverne er en god mulighed for at aktivere folk, der gerne vil være med i klimakampen, men ikke helt har fundet deres indgang endnu. Jeg håber du er inspireret af konceptet og vil tage det i brug!
Variationer
Der kan laves variationer af alsang-protestaktionen, hvor alsangen skiftes ud med andre vinkler på klima og naturkrisen, f.eks.:
-
Rundt om bordet: Der anskaffes et bordtennisbord, bat og bolde. Det kan bruges til at vise hvordan gaden kunne se ud uden biler.
-
Vandkamp/sneboldskamp: Der kan inviteres til stor vandkamp/sneboldskamp. Vinklen på det kan være at vi forbereder os på fremtidens krige om mad og vand.
-
Dagligstue: Der sættes en dagligstue op (sofa) midt i et lyskryds. Det kan vise absurditeten i at vi allesammen bare sidder og ser TV af hvordan klimaet bryder sammen uden at gøre noget.
-
Naturområde: Der kan indrettes et naturområde med rullegræs og potteplanter på asfalten for selv at gå igang med omstillingen når nu politikerne ikke vil.
Du kan læse mere info om aktionsplanlægning her
Bilag: sangforslag
I Højskolesangbogen er der masser af sange der indeholder natur, oprør og liv. Her er et udvalg, som der kan vælges 10-12 ud fra. Sørg for at det er nogle sange, der ikke er alt for svære at synge for jer.
Klima og natur
- Egetræet tungt af alder
- Vårvise
- Skybrud
- Noget om kraft
- Where have all the flowers gone
- Du skal plante et træ
- Dommen er faldet, ingen appel
Oprør
- Skipper Klements morgensang
- Kringsat av fiender
- Så dyrker de korn på et altar i Chile
- Der truer os i tiden
- Die gedanken sind frei
- Folket er endnu forblindet
- Mørkets sang
- Wind of change
- The times they are a'changin'
- I kan ikke slå os ihjel
- Man binder os på mund og hånd
- Danmark, dit indre ocean
Livet
- Har du visor min ven
- Et samfund kan være så stenet
- Danskerne findes i mange modeller
- De smukke unge mennesker
- Sangen om Jensen
- Dåser rasler i morgengry
- Noget om helte
- Idas sommarvisa
- I dit korte liv
- Afmagtssang
- Hvor du sætter din fod
- Du kom med alt det der var dig
- Vi mødtes i sne
- Vem kan segle förutan vind
Udgivet