Åndelighed i klimakampen
Klimakampen giver anledning til at overveje nogle ret grundlæggende spørgsmål i ens liv. "Hvad er det gode liv?", "Hvilket ansvar har man overfor sine børn?" osv. Tidligere var det religion, der gav svar på mange af de spørgsmål. Det var i religionen, man fandt sit forhold til døden – andres og sin egen. Man kunne tage del i noget der var større end en selv, gennem ritualer og gennem tanken om at have en fælles mission sammen med alle andre medlemmer af sin religion. Der var svar på hvad der var godt og ondt til prædikener og i de centrale tekster. Man fandt en tilknytning til naturen, f.eks. gennem en idé om en fælles ånd i alt levende. Religion trøstede også ved ensomhed og fortalte at man aldrig var alene og altid kunne søge hjælp i det overnaturlige. Det var en kilde til mod, for dem der havde verden imod sig. Martin Luther King skrev i sin bog Strength to Love: ”If you do not have a deep and patient faith in God, you will be powerless to face the delays, disappointments, and vicissitudes that inevitably come.”
Tiderne skrifter. I den tilsyneladende rimeligt problemfri tilværelse de fleste af os (danskere) lever nu, kan vi snydes til at tro, at vi ikke rigtig har brug for at beskæftige os med disse åndelige spørgsmål. Men der er stadig situationer hvor vi ikke kan undgå at skulle tage stilling. Og der er endnu flere situationer, hvor valget om ikke at søge svar bliver et svar i sig selv.
Religion taler også om moral, som er noget der dukker op ofte i klimakampen. Det gav en rød linje for hvad der var okay, og ikke okay i samfundet. Hvis vi ikke har en klar rød linje for hvornår noget ikke er okay, fører det for det første til at vi ikke får sagt fra. Nogle gange går det ud over os selv, oftest andre. Men hvad der er lige så vigtigt er, at det kan gøre at vi undgår et svært emne, i frygten for at overtræde en linje som vi ikke ved hvor er. Det kan også nogle gange gøre at man lukker dem der taler om de svære ting ude af samtalen.
Mere generelt, hvis ikke man selv søger svar bliver ens handlinger i stedet afgjort af andre dynammikker. Det kan betyde at man bare gør det, det ser ud til at andre gør, hvilket til en vis grad betyder det medier og reklamer foreslår. Det kan også betyde at man stiller sig tilfreds med hvad end der bliver tilbudt f.eks. til folketingsvalg, eller hvis man søger arbejde. I de situationer hvor man har allermest brug for åndelighed kan det gøre at man giver rimelig meget i køb for de svar man har brug for, ved f.eks. at søge hjælp hos dårlige partnere eller netop en religion.
For den enkelte betyder det at afvise religionen et tomrum, men det er noget der rammer så mange, at det påvirker os som samfund. Et eksempel er da Kirsten Birgits interview med Rasmus Paludan tilbage i 2019 blev bredt anerkendt som det bedste modsvar til hans menneskefjendske projekt. Interviewet handlede udelukkende om hvorvidt den etniske udrenselse Paludan foreslog rent praktisk kunne lade sig gøre i stedet for at slå fast at det altså er en ond og forfærdelig ting at udsætte andre mennesker for så meget smerte. Som Albert Camus skrev i Oprøreren, løst oversat: ”Hvis man stopper med at vurdere handlinger på om de er gode eller onde, er effektivitet det eneste tilbage, der er værd at efterstræbe.”
Teksten her handler ikke om at vi skal tilbage til den totalitære moral som de fleste religioner i bund og grund prædiker, med ofte meget undertrykkende regler om seksualitet, familieliv osv. Men at afvise religionen er ikke nok. Vi har brug for at finde nye kilder til svar på de grundlæggende moralske spørgsmål.
Camus foreslår: ”Fremtiden er den eneste form for transcendens for dem der afviser religionen”. Gennem en forpligtelse overfor fremtiden, kan man indgå i noget der er større en ens eget liv, og finde en fælles mission. Kultur og tradition i meget bred forstand kan også sige noget om hvor vores moralske grænse går, f.eks. i form af skik og brug, (”Her hilser vi, når der kommer nogen vi ikke kender”) eller gennem de historier vi alle sammen kender fra bøger og film. Srdja Popovic, der var central figur i Otpor, oprøret der væltede diktatoren Milosevic i Serbien for ca. 20 år siden, skriver i Blueprint for Revolution hvordan Ringenes Herre lå på hans natbord og huskede ham på at selv en lille gruppe mennesker kunne besejre enorm ondskab med lidt snilde og hjertet på det rette sted.
Udgivet